I et forsøg på at redde de kystnære havvindmølleparker, som regeringen lægger op til at sløjfe i sit 2025-udspil, vil Vindmølleindustrien nu sænke priserne markant.
Det samlede sparekatalog løber op i 7,3 milliarder kroner, for eksempel er vindmølleindustrien klar til at skære 2,2 milliarder kroner af prisen på vindmølleparken Kriegers Flak, skriver finans.dk.
- Vores forslag vil give den besparelse, som regeringen er ude efter. Dermed er det muligt at bevare de kystnære havvindmølleparker, uden at der pilles ved regeringens økonomiske råderum, siger Jan Hylleberg, administrerende direktør i Vindmølleindustrien.
Han henviser til regeringens varslede sparemål på 7,2 milliarder kroner.
Netop i dag vil klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt løfte sløret for vinderen af de kystnære havmølleparker.
Finans erfarer, at vinderbuddet er på under 0,55 kroner per kilowatt-time vindstrøm. Det er kun et år siden, at Vattenfall vandt Horns Rev 3-parken med et bud på 0,77 kroner.
Hos De Konservative ser man udspillet som en mulighed for at holde liv i de kystnære projekter.
/ritzau/