VIDEO Så lidt tjener en guldvinder

Sidste år tjente Pernille Blume 180.000 kr. før skat.

Svømmeren Pernille Blume vandt guld i 50 meter fri til OL i Rio. Bag medaljen ligger en arbejdstid, der langt overstiger de flestes danskeres - og en løn, der ligger langt under.

- Det er da lidt træls nogle gange. Det er et job for mig, men det er også min passion, og noget jeg brænder for, siger Pernille Blume.

Magasinet Penge på DR1 har fået indblik i elitesvømmerens regnskab for 2015. Pernille Blume brugte sidste år omkring 2.080 timer på svømning. Timerne blev brugt til træning, samlinger og rejsedage til stævner.

Det er flere hundrede timer mere end de fleste lønmodtagere bruger på at arbejde.

Arbejdstiden som elitesvømmer kan virke overvældende.

- Det er svært at få tid til andet. Det betyder selvfølgelig, at man siger nej til rigtig mange ting, som foregår udenfor svømmehallen, siger Pernille Blume.

Lav løn

Samtidigt er lønnen for de mange timer i vandet noget lavere end lønnen for et almindeligt fuldtidsjob.

Sidste år tjente Pernille Blume omkring 180.000 kroner før skat på at svømme.

Pengene er sponsorindtægter, præmiepenge og støtte fra TeamDanmark. Til sammenligning tjener en jævnaldrende butiksansat omkring 250.000 kroner om året.

- Det ville være dejligt at kunne leve lidt mere af ens sport, siger Pernille Blume.

- Men alting bliver ikke gjort op i penge i min verden. Jeg har jo selv valgt at arbejde med en sport, hvor der bare ikke er så mange penge, siger hun.

Dyr sport

Til forskel fra almindelige lønmodtagere så har en elitesvømmer store udgifter for at kunne passe sit arbejde.

Pernille Blume brugte sidste år omkring 118.000 kroner til blandt andet transport, fortæring og sportstøj.

- Det er en dyr sport. Vi bruger mange penge på transport frem og tilbage. Og man bruger penge på de her specielle svømmedragter, som koster 3-4.000 kroner stykket, og som holder 10-20 gange, hvis man er på professionelt niveau, forklarer Pernille Blume.

Fratrukket udgifterne så gav svømningen et overskud på kontoen på 62.000 kroner.

Bijob

Ved siden af svømningen har Pernille Blume fået SU, mens hun tog sin studentereksamen - og så har hun også fundet tid til at fritidsjobbe i en tøjbutik.

SU og løn gav hende en indkomst på 60.000 kroner i 2015.

Det betyder, at Pernille Blume har haft 122.000 kroner at leve for.

- Der er så mange mennesker, der har det meget værre, så jer har altså ikke tænkt mig at stille mig op og klage. Men selvfølgelig ville det være rart, hvis der faldt lidt mere af, siger Pernille Blume.

Mor og far

Med så ringe en økonomi i elitesvømning er det et spørgsmål om Pernille Blume ville være nået så langt uden betydelig støtte fra sin mor og far.

Pia og Henrik Blume har ikke gjort op, hvor mange penge de har puttet i datterens svømmekarriere.

- Men det er ikke ubetydelige summer, siger Henrik Blume.

Guldår

Det tog 24 sekunder for Pernille Blume at vinde OL-guld på 50 meter fri.

De 24 sekunder har allerede ændret hendes økonomi i 2016.

I næste uge får Pernille Blume overrakt 100.000 kroner i præmiebonus for guldmedaljen og 50.000 kroner for bronzemedaljen i holdkappen.

De to medaljer vil alene fordoble hendes præmiepenge i forhold til sidste år.

Samtidigt arbejder Pernille Blume intenst på at bruge guldmedaljen til at skaffe nye sponsorer.

Se mere om eliteatleters økonomi i udsendelsen Magasinet Penge øverst i artiklen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1281259261924595