De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, står fast på, at partiet ikke har tillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Men hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt regeringen kan blive siddende, så er det hans egen beslutning.
Ordene falder fra den konservative formand umiddelbart inden et dramatisk møde i Statsministeriet her til aften, hvor de borgerlige partiledere skal tale med statsministeren om regeringens fremtid.
- Hvis statsministeren vil gøre det til et kabinetsspørgsmål, så er det hans valg.
Han understreger, at partiets mistillid kun går på Eva Kjer Hansen og ikke på Venstre-regeringen.
- Jeg har jo sagt, at vi bakker op om Lars Løkke Rasmussen. Jeg kan jo ikke tvinge ham til at blive som statsminister. Vi bakker regeringen op. Så enkelt er det.
Direkte adspurgt om, hvorvidt Konservative vil stå fast på udtrykkemistillid, står de Konservatives formand fast.
- Det er helt sikkert og vist.