Danske økologiske grise er blevet populære hos producenter, forbrugere og supermarkedskæder. Det har resulteret i en kraftig fremgang i den danske produktion af økologiske grise siden 2004 og konsolideret Danmark som Europas største eksportør af økologiske svin.
Det er nogle af de vigtigste konklusioner i rapporten "The Danish Organic Pork Chain", som netop er udgivet fra Fødevareøkonomisk Institut.
Rapporten er lavet af ph.d. Paul Rye Kledal, og den indeholder den hidtil første klassificering af de danske økologiske svinebedrifter efter størrelse. Og sammenligner man tallene fra 2005 med den nuværende fordeling, er det tydeligt, at der efterhånden produceres flere økologiske svin på færre bedrifter.
Billigere øko-svinekød
For forbrugerne betyder det, at dagligdags produkter som økologisk fars, flæskesteg eller koteletter er blevet nemmere at få fat i og billigere at købe, og for detailhandel og producenter betyder det, at der er etableret et stabilt marked.
Ifølge Paul Rye Kledal er der tale om en selvforstærkende positiv udvikling, og selvom det umiddelbart er svært at svare på, i hvilket led den er startet, er den samlede konklusion ikke til at tage fejl af.
- Overordnet set er udviklingen drevet af en interesse for det økologiske. Men det er ikke ideologi alene, der fastholder væksten i den økologiske griseproduktion. Det gælder nemlig både for forbrugere, detailhandel og producenter, at det er blevet en bedre forretning at fokusere på økologiske svin. Landmændene får langt bedre afsætningspriser, og forbrugerne har oplevet en reduktion i prisen på op mod 25 procent, siger Paul Rye Kledal til Fødevareøkonomisk Institut.