Amerikanske myndigheder sagsøger nu Volkswagen for at have snydt på vægten med miljøbelastning fra næsten 600.000 biler.
Det skriver det amerikanske justitsministerium i en pressemeddelelse.
- Bilproducenter, der ikke får godkendt deres biler efter reglerne, bekæmper udledningskontrollen, bryder med offentlighedens tillid, udsætter befolkningens helbred for fare og stiller konkurrenterne dårligere, skriver John Cruden, som er chef for ministeriets afdeling for miljø og naturressourcer.
Forhandler om tilbagetrækning
Samtidig arbejder myndighederne stadig på en aftale med Volkswagen om tilbagetrækning af de berørte biler.
- Indtil videre har diskussioner om tilbagekaldelse med selskabet ikke mundet ud i en acceptabel vej fremad. Disse diskussioner fortsætter parallelt med sagen, hedder det i meddelelsen.
150.000.000.000
Volkswagen risikerer ifølge Financial Times at skulle betale op til 32.500 dollar per bil for overtrædelser sket før 2009 og 37.500 dollar per bil for overtrædelser efter. Det svarer til mellem 130 og lidt over 150 mia. kr. alene til de amerikanske myndigheder. Det er i omegnen af tre gange mere end det beløb, som den tyske bilkoncern ifølge Financial Times har lagt til side for at løse problemerne.
Sagen drejer sig om biler, som Volkswagen ved at installere snydesoftware har fået bilerne til at tage sig mere miljøvenlige ud, end de rent faktisk er. Inden skandalen begyndte at rulle i september sidste år, var Volkswagen tæt på at overhale den japanske rival Toyota, som verdens største bilproducent.