Undgå skattesmæk: Nu kommer forskudsopgørelsen - her er, hvad du særligt skal være opmærksom på

5,4 millioner danskere kan snart se deres forskudsopgørelse for næste år.

Nu åbner din forskudsopgørelse for 2025 snart. (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

Hvad skal du betale i skat til næste år?

Hvis det spørgsmål har holdt dig vågen om natten, så er der snart godt nyt. Skattestyrelsen åbner nemlig i morgen for næste års forskudsopgørelser.

På forskudsopgørelsen kan du se, hvad din forventede indkomst er, hvad du har af fradrag, og altså hvad du samlet skal betale i skat 2025.

Og hvis noget ikke ser helt rigtigt ud eller dine livsforhold ændrer sig i 2025, så kan du løbende foretage ændringer, så du kommer til at betale den korrekte skat og ikke render ind i et skattesmæk.

- Forskudsopgørelsen er vigtig og værd at bruge tid på, da det er her, man som borger selv har indflydelse på, om man betaler den rigtige skat næste år og på den måde undgår en restskat, når året senere gøres op i årsopgørelsen, siger Ulrick Junge, der er underdirektør i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.

Årsopgørelsen for 2025 vil efter planen komme i marts 2026, og den afgør, om du har betalt for lidt eller for meget i skat.

Da årsopgørelsen for 2023 åbnede i marts 2024 havde godt 713.000 borgere en restskat i gennemsnit på 9.400 kroner. Langt de fleste fik dog penge tilbage, fordi de havde betalt for meget i skat gennem året.

Der er en række ting, du skal være opmærksom på i din forskudsopgørelse, hvis du vil undgå at skulle til lommerne, når årsopgørelsen kommer.

Herunder guider Henning Boye Hansen, der er skatteekspert hos revisionshuset BDO, dig igennem en række af dem.

Store livsændringer

Store ændringer i dit liv kan få betydning for, hvad du skal betale i skat. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Ifølge Henning Boye Hansen er der særligt en gruppe, der bør se deres forskudsopgørelse igennem med lup.

- Dem, der bør udvise mest interesse for deres forskudsopgørelser, er dem, som har oplevet store ændringer i deres liv, siger han.

Det kan nemlig få stor betydning for din skat, hvis du for eksempel er blevet gift eller skilt.

- Når man for eksempel bliver skilt, så vil man enten flytte til en ny bolig eller blive i den gamle bolig alene. Og det vil betyde, at ens rentefradrag ændrer sig eller helt forsvinder, siger Henning Boye Hansen.

Det kan også få betydning, hvis du er gået fra et være arbejdsløs eller fra at være under uddannelse til beskæftigelse.

- De skal sikre sig, at deres løn står nogenlunde præcist, siger skatteeksperten.

Og så kan det have betydning, hvis du helt har forladt arbejdsmarkedet og din indkomst er faldet betydeligt.

- Hvis der står, du stadig er i arbejde, så vil du få nogle fradrag, som kun dem i arbejde vil få. Derfor kan du som pensionist ende med at betale for lidt i skat, hvis du ikke er opmærksom, siger Henning Boye Hansen.

Indefrysning af boligskat

Ejendomme i Odense, torsdag den 21. september 2023 (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Hvis du er boligejer, så har du mulighed for at indefryse stigninger i din boligskat.

Indefrysningsordningen trådte i kraft i 2018, og derfor er det boligskatterne i 2017 (eller det seneste købsår), der afgør indefrysningens størrelse i 2024.

Hvis du for eksempel betalte 20.000 kroner boligskat i 2017 og betalte 22.000 kroner i 2024, så kan du vælge at indefryse stigningen på 2.000 kroner.

De penge skal du først betale, når du sælger din bolig. Der er bare det aber dabei, at der løber renter på det indefrosne beløb fra 1. januar næste år.

I 2025 er den faktiske rente 2,65 procent, så i ovenstående eksempel vil gælden være steget til 2.053 kroner i slutningen af næste år - og det beløb vil stige løbende frem til, du sælger din bolig.

Alle boligejere er ved overgangen til det nye boligskattesystem 1. januar 2024 automatisk tilmeldt indefrysningsordningen.

Derfor skal man aktivt melde den fra på sin forskudsopgørelse, hvis man ønsker det, fortæller Henning Boye Hansen fra BDO.

- Efter min opfattelse, så er der rigtig mange, som aldrig ville have valgt indefrysning, hvis de havde vidst, at der mulighed for at vælge det fra, siger han.

Du kan også have indefrosset grundskyld for årerne 2018 til 2023. De oplysninger ligger stadig hos kommunerne og bliver efter planen først forrentet fra 2026, skriver Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann i en kommentar.

Hvis du ikke fravælger indefrysningsordningen, så får du også indefrosset restskat, hvis du er en af de boligejere, som er ramt af en for høj skatterabat i 2024.

Rentefradrag

Renterne har ændret sig de forgangne år - og det skal du være opmærksom på.

Et andet væsentligt punkt, der særligt kan give boligejerne restskat, er rentefradraget.

Derfor skal du være opmærksom, hvis du har omlagt dit lån eller du har skullet refinansiere. Det kan nemlig betyde, at du enten har fået et højere eller lavere fradrag, som vil få betydning for, hvad du skal betale i skat.

- Hvis du har omlagt dit lån i 2023 eller 2024, så skal du tjekke op på, at dit rentefradrag er korrekt på forskudsopgørelsen, siger Henning Boye Hansen, der er skatteekspert hos BDO.

Du kan også ændre dit rentefradrag løbende i 2025, hvis du omlægger dit lån. Dette sker ikke automatisk, og derfor vil du ende med at betale skat af et forkert rentefradrag, hvis du ikke selv retter det.