Undersøgelser for trecifrede millionbeløb: Så meget fandt de tidligere kommissioner ud af

Kommissioner skaber klarhed. Men der bliver sjældent draget konsekvenser, siger politisk analytiker.

Fotos: Scanpix

Undersøgelseskommissionen om Skat skal de næste fem år undersøge, hvordan formodede svindlere kunne lænse statskassen for over 12 milliarder kroner, og kaste lys over de voldsomme problemer med gældsindrivelsen og det skandaleombruste Efi-system, der har plaget skattevæsenet i en årrække.

Eksperter frygter dog, at den 308 millioner dyre kommission aldrig kommer til bunds i sagen. Og ser man på historien med undersøgelseskommissioners konklusioner, er det måske ikke underligt, påpeger DR's politiske analytiker, Jens Ringberg:

- Alle kommissioner har skabt mere klarhed over forskellige sager, end der var i forvejen, men det ender tit med, at der ikke kan placeres et ansvar for det, der er sket. Hverken politisk eller hos nogle af embedsmændene, siger han.

De sidste tyve år har undersøgelseskommissioner samlet brugt over 303 millioner kroner på kulegrave en række sager.

Se, hvad de er kommet frem til i dette overblik:

1

PET-kommissionen

(Arkivfoto). (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

PET-kommissionen blev nedsat i august 1999. Den skulle undersøge efterretningstjenestens virksomhed i forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark perioden 1945 til 1989. 88 personer blev afhørt. De fleste bag lukkede døre. Undersøgelsen havde en varighed af ni år og ti måneder.

Konklusion:Kommissionen mente ikke, at PET fremstod som en "stat i staten", der handlede efter egne normer, men som en del af det danske statssystem, der i det store og hele er underlagt de samme regler. Desuden mente kommissionen, at PET havde efterlevet de af regeringen og Folketinget fastsatte retningslinjer.

Samlede omkostninger:77.514.141 kroner

2

Farum-kommissionen

(Arkivfoto). (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Farum-kommissionen blev nedsat i august 2003. Den skulle undersøge kritisable forhold i daværende borgmester Peter Brixtoftes mangeårige bystyre i Farum, efter at medier havde bragt en række artikler om brugen af kommunale midler, misrøgt af kommunens økonomi og forskellige ulovlige tiltag. 222 personer blev afhørt, og undersøgelsen havde en varighed af otte år og otte måneder.

Konklusion: Kommissionen kom med anbefalinger til at ændre regler for, hvornår en borgmester kan suspenderes, og indføre mere ufravigelige frister for, hvornår dagsordner og bilag skal sendes til kommunalbestyrelsesmedlemmer forud for møder.

Samlede omkostninger:61.985.285 kroner

3

Dan Lynge-kommissionen

(Arkivfoto). (Foto: © Reimar Juul, Scanpix)

Dan Lynge-kommissionen blev nedsat i september 2003. Den skulle undersøge politiets samarbejde med en meddeler i rockernes inderste kreds, Dan Lynge, i forbindelse med efterforskning og bekæmpelse af rockerkriminalitet. Kommissionen undersøgte blandt andet om samarbejdet havde karakter af agentvirksomhed. 44 personer blev afhørt, og undersøgelsen havde en varighed af tre år.

Konklusion: Kommissionen rettede kritik af politiets samarbejde med eksrockeren Dan Lynge. Kommissionen kunne konkluderede dog, at ingen personer kunne drages til ansvar for svigt i ledelsen.

Samlede omkostninger: 11.269.082 kroner

4

Skattefradrags-kommissionen

(Arkivfoto). (Foto: © TORKIL ADSERSEN, Scanpix)

Skattefradrags-kommissionen blev nedsat i september 2004. Den skulle undersøge hændelsesforløbet omkring et lovforslag, der skulle lukke et hul i skattelovgivningen, der blandt andet gav telegiganten TDC milliarder i skattefradrag. Kommissionen skulle herunder finde ud af, hvorfor den daværende skatteminister Svend Erik Hovmand skrottede forslaget. 64 personer blev afhørt, og undersøgelsen havde en varighed af to år og tre måneder.

Konklusion: Kommissionen mente, at Skatteministeriet havde sovet i timen, da TDC udnyttede et smuthul i skattelovgivningen. Der var dog ingen af embedsmændenes handlinger, der havde karakter af tjenesteforsømmelse, hvorfor alle blev frikendt.

Samlede omkostninger: 20.170.918 kroner

5

Blekingegade-kommissionen

(Arkivfoto). (Foto: © BENT MIDSTRUP, Scanpix)

Beklingegade-kommissionen blev nedsat i september 2010. Den skulle undersøge, om Justitsministeriet, PET eller andre centrale myndigheder modvirkede det almindelige politi og anklagemyndighedens opklaring og strafforfølgning af Blekingegadebanden. 69 personer blev afhørt, og undersøgelsen havde en varighed af tre år og otte måneder.

Konklusion: Kommissionen konkluderede, at ingen af de centrale myndigheder havde modvirket det almindelige politi og anklagemyndighedens efterforskning og strafforfølgning.

Samlede omkostninger: 19.988.794 kroner

6

Statsløsekommissionen

(Arkivfoto). (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Statsløse-kommissionen blev nedsat i august 2011. Den skulle undersøge sagen om statslige forvaltningsmyndigheders administration af ansøgninger om indfødsret til statsløse personer og finde ud af, om ansøgningerne var blevet behandlet efter de almindelige betingelser. 44 personer blev afhørt, og undersøgelsen varede fire år.

Konklusion: Statsløsekommissionen konkluderede, at der i perioden fra 1991 til 2010 var meddelt afslag på ansøgninger om indfødsret til statsløse personer, hvilket var i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fik efterfølgende en næse af et flertal i Folketinget.

Samlede omkostninger: 42.241.877 kroner

7

Skattesagskommissionen

(Arkivfoto). (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Skattesagskommissionen blev nedsat i marts 2012. Den skulle undersøge og redegøre for forløbet i forbindelse med Skats behandling af statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks private skattesag. Kommissionen undersøgte blandt andet, om Skatteministeriets top havde søgt at påvirke behandlingen og afgørelsen af skattesagen. 45 personer blev afhørt, og undersøgelsen varede to år og otte måneder.

Konklusion: En embedsmand var ifølge kommissionen gået for tæt på behandlingen af Thornings skattesag, mens to embedsmænd havde brudt deres tavshedspligt. Desuden konkluderede kommissionen, at der havde været en alvorlig lækage til pressen, og at der var givet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand. Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen fik efterfølgende en næse af et flertal i Folketinget.

Samlede omkostninger: 28.475.942 kroner

8

Irak- og Afghanistankommissionen

(Arkivfoto). (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

Irak- og Afghanistankommissionen blev nedsat i november 2010. Den skulle undersøge baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak og redegøre for, hvad danske myndigheder foretog sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i Irak og Afghanistan. Den nuværende Venstre-regering nedlagde kommissionen i 2015, inden den havde tilendebragt sit arbejde.

Konklusion: Da kommissionen blev nedlagt, er der ikke afgivet beretning.

Samlede omkostninger: 18.576.933 kroner

9

Tibetkommissionerne

(Arkivfoto). (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

Tibet-kommissionen blev første gang nedsat i 2015 og varede to år og tre måneder. Den skulle undersøge politiets håndtering af danske demonstrationer under det kinesiske statsbesøg i 2012, 2013 og 2014. Efter det i foråret 2018 kom frem, at kommissionen ikke havde fået adgang til ministre og embedsmænds mails, blev kommissionen gennedsat for at gennemføre en supplerende undersøgelse af sagen om politiets indgriben over for demonstranter ved kinesiske statsbesøg siden 1995.

Konklusion: Tibetkommissionen konkluderede i forbindelse med første undersøgelse, at der blev givet ulovlige ordrer af Københavns Politi, og at Folketinget modtog urigtige oplysninger i forbindelse med to officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013. Det er uvist, hvornår den nynedsatte kommission forventes at afgive beretning.

Samlede omkostninger: Arbejdet i den første kommission kostede 23.300.000 kroner. Der er budgetteret med yderligere 37.600.000 til undersøgelseskommissionen af 2018.

Kilder: Folketinget.dk, Justitsministeriet, Irak- og Afghanistankommissionen, Ritzau, Tibetkommissionen.