Ulykkesfly på jorden presser Norwegian

19 af lavprisselskabets afgange er aflyst i dag. Det koster millioner for selskabet, der i forvejen er plaget af underskud.

Norwegian har 18 fly af den type, som styrtede i søndags, men selskabet har bestilt i alt 110. (Foto: © JOHAN NILSSON, Scanpix)

Det kan blive rigtig dyrt for flyselskabet Norwegian, at Boeing-flyene 737 MAX 8 ikke må få luft under vingerne.

I kølvandet på den tragiske flyulykke i Etiopien i søndags blev flyvning med MAX 8-flyene i går suspenderet i EU, og det har foreløbig tvunget Norwegian til at aflyse 19 afgange i dag, viser en optælling fra det norske nyhedsbureau NTB.

18 af Norwegians 163 fly er Boeing 737 MAX 8, og de står nu på jorden.

Det er hård kost for et flyselskab, der i forvejen kæmper med økonomien. Hver dag, et fly står på jorden, koster over en halv million kroner, lyder det fra aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen.

- Man skal ud og se, om man kan finde andre fly eller ombooke folk, og det kommer til at ramme en masse passagerer. Det er møgirriterende for passagererne, men det er også dyrt for Norwegian, siger han.

Vil sende regningen videre

Efter et underskud på 2,5 milliarder norske kroner sidste år afværgede Norwegian sidste måned krisen ved at udstede nye aktier for tre milliarder.

Allerede nu lyder det da også fra Norwegian, at man ikke har tænkt sig at betale for problemerne med de nye fly.

- Vi regner med, at Boeing tager denne regning, lød den korte melding fra selskabet her til formiddag ifølge Reuters.

Hvis Boeing vælger at betale, bliver det til gengæld en kæmperegning for flyproducenten, for pt er der omkring 50 lande, der har spærret luftrummet for 737 MAX 8.

Kan forstyrre fremtidsplaner

Ifølge Jacob Pedersen er flyaflysningerne på kort sigt dog ikke det eneste problem for Norwegian. På længere sigt var det nemlig planen, at Boeing 737 MAX 8 skulle spille en stor rolle.

Norwegian har i dag 18 fly, men selskabet har bestilt i alt 110 MAX 8’ere, og hvis planerne om at udvide flyflåden rammes, vil det også gøre ondt.

- Norwegian er i en situation, hvor man drejer på alle tænkelige håndtag for at forbedre indtjeningen, og det, man allermindst ønsker sig, er denne type store afbrydelser. Det kan sætte spørgsmålstegn ved, om man kan få de nye fly til tiden, eller om det skal udskydes. Det giver en masse usikkerhed, siger Jacob Pedersen.