Uforstående borgere fik varmechecks, selv om deres regning ikke var steget

Kunder i Smørum undrer sig over, hvorfor de har fået de 6.000 kroner.

Jakob Schneider fik 6.000 kroner udbetalt i varmecheck. Det havde han ikke ligefrem regnet med.

Da der sidste uge landede i alt 2,4 milliarder kroner hos 411.000 danskere, var det tænkt som en håndsrækning til høje energiregninger sidste vinter.

Stigende priser på gas og el havde gjort det meget dyrere for mange at varme deres hus op.

Da Jakob Schneider fra Smørum tæt på København opdagede, at han var en af de heldige, der havde fået 6.000 kroner i varmecheck, blev han forvirret.

Han har nemlig ikke haft ekstra penge op af lommen for at betale for fjernvarmen i hans hus.

- Jeg vil vove at påstå, at regningen har været nogenlunde uændret. Der har ikke været noget, vi kan mærke, i hvert fald, siger Jakob Schneider.

Ingen prisstigning i Smørum

Forklaringen findes en lille kilometer væk hos Smørum Kraftvarme.

Det lille varmeværk har i de senere år været igennem en grøn omstilling og bygget nye solvarmeanlæg og en stor varmepumpe, der kører på el.

Tidligere i år fik Jakob Schneider og de andre knap 2700 fjernvarmekunder i byen derfor en sms om, at deres regning ikke var påvirket af de store prishop, man ser andre steder.

Men alligevel har mange af dem været på modtagerlisten for de varmechecks, som regeringen og dens støttepartier ellers fandt på tilbage i marts som en hjælp til varmeregningen hos folk med dyr varme og lav indskomst.

DR Nyheder har også været i kontakt med flere andre borgere i Smørum, der ligesom Jakob Schneider undrer sig.

Deres varmeregninger er heller ikke blevet større. Alligevel har de modtaget de 6.000 kroner hver.

Tal fra 2020 og 2021

Det skyldes, at Energistyrelsen har udbetalt pengene på baggrund af de senest tilgængelige tal, de har fået fra kraftvarmeværkerne.

De er fra 2020 og 2021 og ikke opgjort på baggrund af varmeregningerne fra den seneste fyringssæson.

Jakob Schneider fra Smørum føler dog ikke, at det er særligt berettiget, at varmechecken er tikket ind på hans konto.

- Det var da en fin gave at få, men jeg tænker da også, at der er andre, der har mere brug for det. Vi er ikke rigtig påvirket af den her energikrise på samme måde som mange andre er i Danmark, siger Jakob Schneider.

Flere tilfælde af rod

DR Nyheder har tidligere kunnet fortælle om andre tilfælde af rod med udbetalingen af varmechecken.

Hun må, ligesom Karin og Bent Andersen fra Horsens, der også føler sig forbigået, vente til 2023 for at søge om den manglende varmecheck.

De mange tilfælde har fået kritikere til at spørge, om de mange penge, staten har udbetalt, er endt i de rigtige hænder.

Derfor åbner Dan Jørgensen, minister for klima-, energi- og forsyningsområdet, nu for at se på, om man kan lave en ordning, hvor folk frivilligt kan betale pengene tilbage:

- Det var vigtigt, at varmechecken blev udbetalt automatisk så hurtigt som muligt og til de danskere, der har allermest brug for den og ikke kunne vente med at få hjælp til næste år.

- Forhold kan have ændret sig meget i forhold til det tidspunkt, data blev trukket - og derfor undersøger vi også muligheden for en frivillig tilbagebetaling, lyder det i et skriftligt svar til DR.