I kølvandet på balladen om den gigantiske læk af dokumenter om brug af skattely, de såkaldte Panamapapers, sætter Tyskland sig nu i spidsen for få gjort kål på de hemmeligheder, der omgiver skuffeselskaber i skattelylande
EU-kommissionen vurderer, at EU-landene går glip af skatteindtægter for omkring 1.000 mia. euro, fordi det er alt for nemt at flytte rundt med penge på tværs af grænser, så de ender der, hvor skatten er lavest. Fænomenet kaldes transfer pricing, hvor virksomheder køber varer af sig selv, og dermed skubber overskud rundt mellem forskellige lande.
Nu vil Tyskland have de rige landes klub, OECD, til at sætte sig i spidsen for langt stærkere og mere forpligtende samarbejde mellem landene. Et samarbejde, der skal forpligte verdens lande til automatisk at udveksle oplysninger om pengestrømme og skatteforhold.
Ikke fuld åbenhed
Fra Danmark har den tidligere skatteminister Benny Engelbrecht deltaget i møderne i OECDs skatteudvalg, og han forklarer, at stramninger kan være på vej:
- I dag er det sådan, at landene ikke er forpligtet til at indføre fuld åbenhed om hvem der ejer virksomheder. Det er en hensigt, man gerne skal leve op til, men man er ikke forpligtet til det. Det foreslår Tyskland så, at skal man være.
Det skal ske som en udvidelse af det såkaldte BEPS-projekt (Base Erosion and Profit Sharing), hvor deltagende lande forpligtes til at udveksle oplysninger om ejerskab af virksomheder i skattelylande, og pengestrømme til og fra disse virksomheder.
- Når danske myndigheder henvender sig til for eksempel EU-lande ved Middelhavet, siger de nogle gange desværre nej til, at danske myndigheder kan få fuldt indblik. Det tyder desværre på, at de aftaler, vi har, ikke er forpligtende nok, siger Benny Engelbrecht.
Vejen frem
Revisionen af BEPS-projektet, kommer i kølvandet af længere tids fokus på privatpersoners og virksomheders brug af skattely-konstruktioner i lande som blandt andet Panama, hvor der ofte er vidtgående muligheder for at gemme sig bag nedrullede gardiner i specialdesignede selskabskonstruktioner.
Skatteadvokat og lektor i skatteret ved Aarhus Universitet, Torben Bagge, bifalder projektet.
- Hele nøglen til at komme udenom brug af skattely, hvad enten det er transfer pricing eller penge på en konto, er effektiv, automatisk udveksling af oplysninger. Det er det, der skal til, siger Torben Bagge.
Trods den opadvendte tommelfinger, vurderer Torben Bagge dog ikke, at en løsning på skattely-problemerne er lige om hjørnet.
- Det kommer nok ikke til at ske i min levetid. Det kræver, at man får lukket alle hullerne, og der vil nok altid være nogle lande, der vil stille sin bankvirksomhed til rådighed for denne type aktivitet, som man tjener relativt godt på.
Stor læk
Lækken af 11,5 mio. dokumenter fra det advokatfirmaet Mossack Fonseca har dokumenteret systematisk brug af internationale konstruktioner med stråmænd og skuffeselskaber især i skattelylandet Panama - konstruktioner, der i mange tilfælde er skabt til at undgå at betale skat.
Flere spidser, blandt andet Islands statsminister, er blevet afsløret i at bruge skattely-selskaber i Panama. Men Mossack Fonseca-dokumenterne er givetvis kun en dråbe i et meget stort hav, der også består af helt lovlige skattefiduser, som store virksomheder benytter sig af.
BEPS-projektet retter sig dog ikke mod privates brug af skattely, men derimod kun virksomheders flytten rundt med penge.