Tusindvis af passagerer har udsigt til Norwegian-aflysninger igen torsdag

Der vil være få flyvninger mellem skandinaviske hovedstæder, mens det generelle billede vil være det samme som onsdag.

Massive aflysninger fortsætter torsdag som følge af pilotstrejken. (© Norwegian)

Den massive pilotstrejke blandt Norwegian-ansatte fortsætter torsdag. Det vil igen medføre massive aflysninger med kun få afgange i Skandinavien.

- Norske indenrigsflyvninger kommer som udgangspunkt ikke til at blive opereret, mens vi vil have nogle få afgange mellem de skandinaviske hovedstæder, oplyser kommunikationsrådgiver i Norwegian Daniel Kirchhoff.

Han fortæller, at der vil være nogle enkelte afgange mellem Danmark og Sverige, men at han ikke ved, hvor mange afgange det præcist drejer sig om.

- Jeg har ikke et konkret tal, men det bliver nogenlunde det samme som onsdag, siger Daniel Kirchhoff.

35.000 passagerer var onsdag berørt af aflysningerne, og det billede ventes altså at være det samme torsdag.

Europæiske flyvninger nogenlunde upåvirket

Pilotstrejken omfatter ikke flere af Norwegians datterselskaber i Europa. Flytrafikken uden for Skandinavien rammes derfor væsentligt mindre af aflysninger.

- Vi vil forsøge at opretholde vores europæiske flyvninger så normalt som muligt, men der vil være visse forsinkelser for at undgå aflysninger, siger Daniel Kirchhoff.

Passagerer vil blive opdateret via sms - hvis telefonnummer er oplyst under booking - omkring eventuelle ændringer, men Norwegian opfordrer passagerer til at holde øje med selskabets hjemmeside for konkrete informationer.

Norwegian-piloterne strejker for at opnå en overenskomst med moderselskabet, der skal erstatte den nuværende overenskomst med datterselskabet Norwegian Air Norway.