Trods internationale advarsler: S vil fyre hele bestyrelsen i Finanstilsynet

- Jeg ser det som en politisk markering i et valgår, siger bestyrelsesmedlem.

Der har været megen debat om Finanstilsynet, siden hvidvaskskandalen i Danske Bank brød ud. Nu vil Socialdemokratiet udskifte hele bestyrelsen. (Foto: © ÅNDAHL TORBEN, Scanpix)

Svingdøren har roteret flittigt i Finanstilsynets bestyrelse, siden den så dagens lys i 2014.

Ud af de syv oprindelige bestyrelsesmedlemmer er der blot et enkelt medlem tilbage.

Det drejer sig om den 54-årige professor ved CBS David Lando, som i sommer blev udpeget som den tredje formand for Finanstilsynet på kun fire år.

Men nu rasler formanden for Folketingets Erhvervsudvalg, Morten Bødskov (S), med sablerne og truer med at fyre hele Finanstilsynets bestyrelse, hvis han kan få politisk tilslutning til sit forslag.

Meldingen kommer oven på en række skandaler, der blandt andet har omfattet David Landos fortid som medlem af bestyrelsen for en fond, der blev brugt til spekulation med udbytteskat.

- Vi mener, der er behov for en ny start for Finanstilsynet. Vi har haft en diskussion om medlemmers aktiviteter, som, vi ikke mener, er noget, der gavner troværdigheden. Derfor siger vi, at der er behov for kursskifte, siger Morten Bødskov.

En forligskreds bestående af syv partier er i øjeblikket ved at forhandle om et styrket finanstilsyn. Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) ventes i næste uge at lægge sit forslag frem.

Magtfuld bestyrelse

Finanstilsynets bestyrelse er et særdeles magtfuldt organ i den danske finanssektor.

Ud over at varetage traditionelle bestyrelsesopgaver såsom at godkende Finanstilsynets årsregnskab og tilrettelæggelse af tilsynet skal bestyrelsen også udføre de opgaver, som tidligere lå i Det Finansielle Råd.

Det betyder, at det er bestyrelsen, som tager stilling til blandt andet politianmeldelser, påbud og andre sanktioner til finansielle virksomheder og godkender bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger fra Finanstilsynet.

- Finanstilsynets bestyrelse har meget vidtrækkende beføjelser, som ingen andre bestyrelser for myndigheder har i Danmark. Og derfor er det også meget vigtig, at bestyrelsen er stærk, troværdig og uafhængig af såvel den finansielle sektor som politiske vinde, siger DR Nyheders erhvervskorrespondent, Jakob Ussing.

IMF kræver kontinuitet

Derfor har Den Internationale Valutafond, IMF, også flere gange behandlet Finanstilsynets bestyrelse i sin årlige rapportering om dansk økonomi.

Både i 2017 og 2018 kritiserede IMF den korte valgperiode på kun to år, som Finanstilsynets bestyrelsesmedlemmer vælges for.

- Direktørerne understregede betydningen af at styrke den finansielle tilsynsførendes uafhængighed, herunder ved at forlænge bestyrelsens vilkår, stod der i IMF's rapport fra 2017.

At IMF blander sig i sammensætningen af Finanstilsynets bestyrelse er ikke tilfældigt, forklarer Jakob Ussing:

- Det er vigtigt for et samfund at have en sund finansiel sektor, fordi konsekvenserne kan være meget alvorlige for hele samfundet, hvis usunde banker krakker. Det er derfor, at IMF lægger så stor vægt på, at Danmark har et stærkt og uafhængigt finanstilsyn, fordi det ganske enkelt er vigtigt for landets økonomiske robusthed, siger han.

Gennemsnit på tre år og en måned

En gennemgang af de nuværende seks medlemmer af Finanstilsynets bestyrelse viser, at den gennemsnitlige tid for hvert medlem er tre år og 1 måned. Herudover er et enkelt sæde i bestyrelsen ledigt.

Senest blev den anerkendte norske økonom, Svein Andresen, i juni udpeget som nyt medlem af Finanstilsynets bestyrelse i sommer.

Svein Andresen har et imponerende generalieblad blandt andet med en fortid som generalsekretær i Financial Stability Board, som er et internationalt organ, som overvåger det internationale finansielle system og fremsætter anbefalinger.

Men nu skal Svein Andresen lægge øre til, at der er brug for 'en kulturændring' i Finanstilsynet.

- Svein Andresen er netop kommet ind i Finanstilsynets bestyrelse sidste år og ligner umiddelbart et medlem, som passer rigtig godt til bestyrelsens vigtige opgaver. Han er økonom og har gennem 20 år stået i spidsen for forskellige råd, der har arbejdet med at forbedre den finansielle stabilitet globalt, siger Jakob Ussing.

Morten Bødskov. Hvad skal Svein Andresen tænke? Han er lige trådt ind med et fabelagtigt økonom-cv, og nu får han at vide, at han skal skiftes ud?

- Ja. Det her handler ikke om enkeltpersoner. Det her handler om den meget vigtige institution, som Finanstilsynet er. At vi har sikkerhed for, at der tillid til det, at der er troværdighed omkring bestyrelsens arbejde. Det, synes vi, har været antastet af den debat, der har været, og derfor anbefaler vi, at der kommer en ny bestyrelse, siger Morten Bødskov.

Helt forkert at starte med at skifte ud

Til Børsen siger nuværende bestyrelsesmedlem og advokat Eigil Lego Andersen:

- Sat på spidsen må vi jo sige, at vi skal være uafhængige af politikerne, så vi skal ikke danse efter deres pibe. Hvis et enkelt folketingsmedlem eller parti med god grund havde mistillid, så ville jeg gå af, siger Eigil Lego Andersen.

Lego Andersen henviser også til, at en udskiftning af Finanstilsynets bestyrelse ville bryde med kontinuiteten i Finanstilsynets bestyrelse, hvilket ifølge Eigil Lego Andersen giver et dårligere tilsyn:

- Jeg synes, det er en glimrende idé at tænke over, om man kan gøre noget bedre, så det skal de endelig gøre. Men det er helt forkert at starte med at skifte bestyrelsen ud. Alene kontinuitetsbruddet vil jo være en kæmpe belastning, siger han til Børsen.

Han kalder kollegerne i bestyrelsen for den finansielle vagthund for "meget dygtige og grundige".

- Jeg ser det ikke som noget personligt, men som et overordnet politisk ønske og ikke mindst en politisk markering i et valgår, siger han.