Tiltalt for milliardsvindel i Danmark: Afvisning af Shah-udlevering i Dubai ankes

De danske myndigheder kan stadig håbe på, at Sanjay Shah bliver udleveret.

Sanjay Shah kan endnu ikke ånde helt lettet op. Han risikerer stadig en udlevering til Dannmark. (Foto: © Christopher Pike, Associated Press)

Hvis du er en af danskere, der ikke kan få nok af historier om Danmarkshistoriens største svindelsag, udbytteskandalen, så har du givetvis travlt lige nu med at følge med.

Så sent som i går kunne DR Nyheder afsløre, at den formodede milliardsvindler og hovedmistænkte i svindelsagen, Sanjay Shah, sammen med en række selskaber og personer har lidt et stort nederlag ved en civil domstol i Dubai. De skal betale et beløb på over otte milliarder kroner tilbage til Danmark.

I mandags var historien en helt anden. For mens de danske myndigheder også bruger kræfter på at få vristet penge ud af de formodede svindlere, så forsøger man også at få den britiske forretningsmand Sanjay Shah udleveret til Danmark, hvor han risikerer op til 12 års fængsel.

De bestræbelser led et kæmpe knæk, da en dommer i Dubai afviste at udlevere den britiske forretningsmand, der har boet i en årrække i ørkenstaten, og som i Danmark er tiltalt for at have svindlet for mere end ni milliarder kroner.

Nu kan DR Nyheder så fortælle, at de danske myndigheder stadig kan bevare håbet om, at Sanjay Shah engang bliver stillet for en dansk dommer.

Anklagemyndigheden i Dubai har nemlig anket udleveringsdommen, som nu skal bedømmes på ny ved en højere domstol.

Det fremgår af anklagemyndighedens hjemmeside og bekræftes af Sanjay Shahs forsvarer.

De ønsker dog ikke at kommentere sagen yderligere over for DR Nyheder.

Hermed kan Sanjay Shah altså stadig ende med at blive udleveret, hvis anklagemyndigheden får held med deres anke.

Faldt sagen på grund af procedurefejl?

Der er nok ikke nogen tvivl om, at Rigsadvokaten og Justitsministeriet med Mattias Tesfaye (S) i spidsen fik morgenkaffen galt i halsen, da nyheden om, at en dommer havde afvist at udlevere Shah, tikkede ind.

Ansigtskuløren blev givetvis endnu mere gasblå, da DR Nyheder og flere andre medier kunne fortælle om grunden til den manglende udlevering.

Af dommerens kendelse fremgik det nemlig, at Danmark skulle have delt meget mere af efterforskningen mod Shah med domstolen i Dubai.

- Hvad det anmodende land har indleveret, er et notat med et resume af den udførte efterforskning. Det har ikke indleveret de påkrævede kopier af efterforskningsrapporter, skrev sagens dommer som en del af begrundelsen for den manglende udlevering.

Derfor var det store spørgsmål helt åbenlyst.

Havde Danmark begået vitale fejl i deres arbejde for at få forretningsmanden udleveret fra ørkenstaten?

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) kunne i et interview med DR Nyheder ikke svare på det spørgsmål, da han mandag eftermiddag ikke havde set kendelsen.

Først tirsdag eftermiddag kom der et klart svar fra den danske anklagemyndigheds øverste myndighed, Rigsadvokaten. De havde leveret de oplysninger, som der var brug for at føre sagen, lød det.

- Rigsadvokaten har forud for retsmøderne i Dubai været i dialog med myndighederne i Forenede Arabiske Emirater med henblik på at medvirke til, at den danske udleveringsanmodning lever op til kravene i national lovgivning i Forenede Arabiske Emirater.

- Rigsadvokaten har i den forbindelse imødekommet en række ønsker om yderligere oplysninger. På den baggrund har myndighederne i Forenede Arabiske Emirater vurderet, at udleveringssagen opfyldte kravene og kunne indbringes for retten, skrev Rigsadvokaten i et svar til DR Nyheder.

I svaret lød det videre, at Rigsadvokaten står til rådighed, hvis der er behov for yderligere dokumenter eller oplysninger ved en appelsag

Det vides ikke, hvornår sagen om Sanjay Shah skal for retten igen.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra både Justitsministeriet og Rigsadvokaten til anken. Ingen af disse er indtil nu vendt tilbage på vores henvendelse.