Datatilsynet har åbnet en sag mod den populære videoapp TikTok.
Undersøgelsen skal afklare, om tjenesten lever op til reglerne for databeskyttelse.
Det oplyser Datatilsynet i en meddelelse.
- TikTok er meget populært blandt især børn, som ifølge GDPR (EU's persondataforordning, red.) har krav på en særlig beskyttelse af deres oplysninger,, siger Datatilsynets direktør, Cristina Angela Gulisano i meddelelsen.
- Derfor ser vi nu på omfanget af den behandling af personoplysninger, der sker i appen, og på, hvad der er det lovlige grundlag for behandlingen.
Hun oplyser videre, at "en række sikkerhedsmæssige aspekter af TikTok" også bliver undersøgt.
På appen TikTok kan brugere optage en kort video og dele den med andre.
Langt de fleste brugere bruger appen til at optage videoer af sig selv, hvor de mimer og danser til en sang, der kører i baggrunden.
Appen og virksomheden bag er blevet kritiseret kraftigt for at stjæle og bruge oplysninger fra de brugere, der downloader appen.
Derudover er virksomheden blevet kritiseret for ikke at fjerne videoer fra brugere, hvor der indgår vold, racisme, børnemishandling og dyremishandling.
Datatilsynet har taget sagen op af egen drift. Det er en mulighed tilsynet har for at føre kontrol med, at der bliver passet på danskernes personoplysninger.
/ritzau/