En 39-årig tidligere chef i OW Bunker er fredag i Københavns Dommervagt blevet varetægtsfængslet i 26 dage.
Han har kæret fængslingen til landsretten.
Den tidligere chef blev i går anholdt af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale kaldet bagmandspolitiet.
Tidligere er en højtplaceret chef i OW Bunker-datterselskabet OW Supply, ifølge flere italienske medier, blevet sigtet i forbindelse med et fiktivt salg af olie for over 50 millioner kroner til den italienske flåde. Og der skulle være tråde til den italienske mafia.
Tre officerer i den italienske flåde har angiveligt kvitteret for modtagelsen af olien og en af dem har endda sagt god for kvaliteten.
Der er dog ét problem: Skibet, der skulle have leveret de mange liter olie, Victory 1, ligger i dag på bunden af Atlanterhavet.
Der har det ligget siden september sidste år. Flere besætningsmedlemmer savnes stadig.
Om der er tale om den samme chef fra OW Bunker-virksomheden, er ikke oplyst.