Den tidligere formand for Finanstilsynet og økonomidirektør i Danske Bank, Henrik Ramlau-Hansen, er blevet sigtet af bagmandspolitiet i sagen om hvidvask i banken.
Det bekræfter han i en sms til DR Nyheder.
Henrik Ramlau-Hansens hjem i Holte er desuden blevet ransaget i sagen, skrev Børsen tidligere i dag.
- Det er på alle måder både historisk og meget opsigtsvækkende, for Finanstilsynets rolle er jo netop at holde øje med, om bankerne overholder lovgivningen, herunder på hvidvaskområdet. Og Finanstilsynets beslutninger om påbud, påtaler og politianmeldelser vedtages af bestyrelsen med formanden i spidsen, siger Jakob Ussing, erhvervskorrespondent i DR Nyheder.
Flere topchefer sigtet
Tidligere er det blevet kendt, at bankens tidligere topchef Thomas Borgen er sigtet i hvidvasksagen. Også bankens tidligere chefjurist Flemming Pristed er sigtet, har det været fremme.
Sigtelserne er en udløber af sagen om hvidvask gennem bankens estiske filial.
Ifølge Danske Banks egen undersøgelse flød op til 1.500 milliarder kroner gennem afdelingen fra udenlandske kunder. Størstedelen af beløbet vurderes at være mistænkeligt.
Danske Bank bliver i den forbindelse undersøgt af myndigheder i Danmark, Estland, Frankrig og USA. Banken er sigtet i Frankrig og Danmark.
Henrik Ramlau-Hansen måtte allerede for et år siden forlade posten som formand for tilsynet, da tilsynet offentliggjorde sin første rapport om Danske Banks hvidvask-sag, hvor der blev rettet en skarp kritik mod blandt andre Henrik Ramlau-Hansen.
Blandt andet for ikke at have reageret hurtigt nok på advarslerne om mulig hvidvask i bankens estiske filial, forklarer Jakob Ussing.
En rapport, der indeholdt otte påbud og otte påtaler, og som Ramlau-Hansen ikke var med til at påvirke, da han var erklæret inhabil.
- Netop Ramlau-Hansens rolle, hvor han blev formand for tilsynet kort efter, at han forlod Danske Bank, er da også en stærkt medvirkende årsag til, at et bredt flertal bestående af syv partier netop har besluttet at skærpe loven i forhold til svingdøren mellem bankerne og Finanstilsynet. Fremover er der således en karensperiode på fem år, før en tidligere ansat i en bank kan blive formand eller næstformand for Finanstilsynet, siger DR Nyheders erhvervskorrespondent.
Selve sigtelsen er ukendt
DR Nyheder kender ikke selve sigtelsen, men ifølge Børsen skulle han være sigtet for to overtrædelser af hvidvaskloven.
- Dels at banken ikke havde styr på, hvem kunderne var i den estiske filial, samt at myndighederne blev underrettet for sent og utilstrækkeligt om de mange mistænkelige pengeoverførsler i den estiske filial i perioden 2013-2015, forklarer Jakob Ussing.
Som økonomidirektør i Danske Bank havde Ramlau-Hansen også ansvaret for den juridiske afdeling og dermed, at lovgivningen blev overholdt.