Parken Sport & Entertainment anker ikke dommen for kursmanipulation, der faldt i marts.
Tidligere formand Flemming Østergaard og direktør Jørgen Glistup blev også dømt.
Selskabet Parken Sport & Entertainment blev ved landsretten idømt en bøde på 13 millioner kroner for kursmanipulation.
- I fortsættelse af selskabsmeddelelse nummer 05 2017 kan det meddeles, at Parken Sport & Entertainment har besluttet ikke at ansøge om tredjeinstansbevilling til at indbringe den af Østre Landsret afsagte dom i kursmanipulationssagen for Højesteret, skriver Parken i en fondsbørsmeddelelse.
Kursmanipulationen foregik i perioden 2007 til 2008, hvor Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup ifølge dommen brugte Parkens penge til handler, der holdt aktiekursen kunstigt oppe.
Parken brugte egne aktier i forbindelse med opkøb, og havde derfor en interesse i, at aktiekursen var høj.
Derudover havde direktørerne optionsordninger, hvis værdi steg med aktiernes.
Selskabet og begge direktører blev idømt lavere straffe i byretten.
I Østre Landsret blev straffene skærpet betydeligt.
Flemming Østergaard fik halvandet års fængsel og skal betale ni millioner kroner tilbage.
Jørgen Glistrup blev idømt samme fængselsstraf og skal af med 800.000 kroner.
Parken Sport & Entertainment oplyser til Ritzau Finans, at man ikke har yderligere kommentarer til meddelelsen.
/ritzau/