Sygepleje-studerende: Frygter regeringen glemmer penge til flere undervisere

Regeringens ambition om flere sygeplejersker kræver, at der følger penge med.

Studerende Luca Pristed øver sig i at efterse intensiv-patienter på Københavns Professionshøjskoles 'dukkehospital'.

- Det er meget vigtigt, når man kommer ind til en patient, man ikke kender, at man lige tjekker kroppen.

Luca Pristed bøjer sig ind over sengekanten og mærker efter.

- Nu har jeg lige været i klinik. Dér er patienterne ikke så vågne. Så dér er det meget vigtigt at være grundig med at tjekke patienten fra top til tå, siger han.

I dagens anledning er der dog ikke tale om en patient af kød og blod.

Luca Pristed er for tiden tilbage på skolebænken på Københavns Professionshøjskole, hvor skolens 'dukkehospital' er stedet, hvor sundhedssektorens kommende medarbejdere øver sig på patienter af plastik.

2.000 flere skal uddannes

Det er blandt andet her fra professionshøjskolen, at nogle af de mange flere sygeplejersker i fremtiden skal komme fra.

Det mener regeringen, som i dag er kommet med et nyt udspil, der skal øge optaget på sygeplejerskeuddannelserne med i alt 2.000 studerende frem til 2022.

Luca Pristed er skeptisk over for udmeldningen.

- På den ene side er vi glade for, at der skal være flere studerende, fordi vi mangler sygeplejersker. Men på den anden side så er der allerede meget klemt her på studiet, siger han.

Hvis ikke der følger flere penge med, så frygter den kommende sygeplejerske, at uddannelsens kvalitet på sigt vil blive forringet.

- Vi er mange studerende til få undervisere, og hvis der kommer flere og flere herind, så har vi mindre tid til at reflektere, og vi bliver dårligere sygeplejersker på den anden side.

- Så vi er rigtig bange for, at regeringen vil forsøge det - uden at tilføje flere ressourcer til vores uddannelse, fortsætter han.

Kræver også flere praktikplaser

Også på skolens administrationskontor er der skepsis over for, hvad udspillet vil betyde for landets sygeplejerskeuddannelser i fremtiden.

Vil der følge flere ressourcer med, når skolerne skal forsøge at rumme de mange nye studerende?

Dekan Randi Brinckmann er ikke tvivl om, at en ordentlig økonomisk indsprøjtning er eneste farbare vej, hvis regeringen ønsker mere kvalitet rundt om på hospitaler og i landets lægepraksisser.

- Det kræver, at vi får nogle flere undervisere. Men det kræver også, at vi får nogle flere faciliteter, så vi kan forberede de studerende, inden de kommer ud i praksis, siger hun.

Hun håber, at regeringen nu vil indbyde uddannelserne til en drøftelse om planerne.

Også regioner og kommuner bør inddrages, da over 40 procent af sygeplejeskeuddannelsen foregår ude i praksis, fortæller Randi Brinckmann.

Et større optag vil dermed også kræve, at der er pratikpladser og vejledere nok ude på de enkelte sundshedsfaglige arbejdspladser.

- Det betyder, at man i praksis skal stille flere praktikpladser til rådighed. Det vil sige, man skal have flere ressourcer til mennesker, der arbejder med de studerende, siger Randi Brinckmann.