Svinene bliver i Danmark

I en årrække har svineproducenterne kørt deres svin til Tyskland, fordi de var billigere at slagte dem der. Den transport er ved at ophøre, fordi danske slagterier nu kan matche prisen.

Svinene bliver i højere grad slagtet herhjemme i stedet for Tyskland (© DR)

Danish Crown kan nu igen matche den pris, de tyske slagterier betaler for slagtesvin, og det giver travlhed i Danmark.

Svinene bliver hjemme

Flere svineproducenter melder sig til, og koncernen modtager nu 30.000-40.000 flere svin om ugen end budgetteret.

Det fortæller fabriksdirektør Frode Laursen fra Danish Crown i Ringsted til DAGBLADET Ringsted.

- Producenterne holder slagtesvinene i Danmark, og vi får flere indmeldelser. Vi kører på fuld knald og skal op i antallet af slagtninger. Så vi er i en fantastisk god situation med beskæftigelsen. Vi udvider i øjeblikket og søger efter ekstra folk, fortæller han.

Julefreden sænker sig over NNF

Meldingen vækker ikke overraskende glæde hos fagforeningen NNF, der organiserer slagterne.

- Det er tre-fire-fem år siden, vi har hørt om sådan en markant fremgang, og det er dejligt, det går godt. Der bliver julefred i år, efter vi har ligget og kæmpet og kæmpet, siger næstformand for den lokale afdeling Bent Hansen.