Svindelanklagede OW Bunker-folk: Ledelsen i Danmark vidste alt

To medarbejdere fra OW Bunker afviser at have svindlet. De har blot været lidt for flinke med at give kredit, siger de.

OW Bunker forhandler og distribuerer skibsbrændstof og havde sidste år en omsætning på 92,3 milliarder kroner. (Foto: © Kasper Palsnov, Scanpix)

Omstændighederne om svindelsagen i Nørresundby-virksomheden OW Bunker er fortsat uklare.

Onsdag aften udsendte OW Bunker en fondsbørsmeddelelse om, at der var svindlet for cirka 745 millioner kroner i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore. Men det afviste to ledende medarbejdere fra datterselskabet i aftes.

- De to medarbejdere mener ikke, der er tale om svindel. De erkender, at de har haft en klient i Singapore, som har oparbejdet en stor gæld til OW Bunker, men det er en gæld, som ledelsen i Danmark har haft fuld indsigt i, forklarer DR's erhvervsanalytiker Thomas Svaneborg.

Været for flinke

Ifølge de to medarbejdere er der betalt renter af gælden, som er opstået ved, at klienten har fået store kreditter i datterselskabet. Renterne skulle være gået ind på OW Bunkers konti.

- Så de ledende medarbejdere mener ikke, at de har bedraget virksomheden. De erkender, at de måske har været for flinke over for en klient, men de har absolut ikke bedraget virksomheden, siger de selv, lyder det fra Thomas Svaneborg.

Ikke meldt til politiet

I løbet af i går var der forvirring om, hvorvidt de to medarbejdere fra Singapore var meldt til politiet. Det er de ikke.

- OW Bunker har tilsyneladende prioriteret at få lavet deres egen interne advokatundersøgelse af, hvad der er foregået, før de går til politiet. Det ser man også i andre virksomheder. Det kan godt være, det er en forkert rækkefølge at gøre det i, men det ser vi ofte, siger Thomas Svaneborg.

Dr.dk arbejder på at få en kommentar fra ledelsen og bestyrelsen i OW Bunker.

OW Bunker forhandler og distribuerer skibsbrændstof og havde sidste år en omsætning på 92,3 milliarder kroner, hvilket placerede virksomheden som Danmarks næststørste selskab målt på omsætning.

Ud over den i fondsbørsmeddelelsen påståede svindel har OW Bunker tabt yderligere 750 millioner danske kroner som følge af en elendig risikostyring, hvilket har kostet en kvindelig chef jobbet.

Egenkapitalen er dermed gået tabt, aktionærne har tabt deres investering, ogselskabet kæmper nu for overlevelse.