Den 47-årige erhvervsmand Lars Nørholt modtager en hård dom for omfattende svindel i den fallerede lampevirksomhed Hesalight.
Det fastslår Retten i Roskilde, som takserer dommen til Lars Nørholt til syv års fængsel.
- Tiltalte straffes med syv år, tiltalte skal desuden betale en tillægsbøde på 15 millioner kroner, siger retsformand Anders Herping Nielsen under oplæsningen af dommen.
Tillægsbøden kommer fra fifleri med momsregnskabet i Hesalight.
Lars Nørholt har anket dommen til landsretten.
562 millioner kroner forsvandt
Bagmandspolitiet har ført sagen mod Lars Nørholt, som har været på anklagebænken for mandatsvig, dokumentfalsk, skyldnersvig og momsunddragelse.
Han er dømt skyldig i alle forhold.
Anklagen mod Lars Nørholt vedrører særligt et prospekt, en form for salgsmateriale, der i 2014 fik en investorkreds til at skyde 562 millioner kroner i Hesalight i den tro, at det skulle være en god forretning.
Men prospektet var i høj grad pyntet med lånte fjer, og siden er det kommet frem, at kontrakter, årsrapporter, skriftlige aftaler og sågar Nørholts egen uddannelse ikke var blevet præsenteret i overensstemmelse med sandheden.
Tidligere sager om økonomisk kriminalitet
- •
Med dagens dom på syv års fængsel for økonomisk kriminalitet lægger Lars Nørholt sig helt op i toppen af de hårdeste straffe for økonomisk kriminalitet.
- •
I 2009 fik tidligere IT-Factory-direktør Stein Bagger i en tilståelsessag rabat på straffen for sin hjælp under efterforskningen, selv om 200 millioner kroner aldrig blev fundet. Han blev idømt syv års ubetinget fængsel for omfattende svindel.
- •
Kurt Thorsen blev for dokumentfalsk og bedrageri for 3,7 milliarder kroner ved hjælp af falske PFA-garantier idømt seks års fængsel i 2002 i Østre Landsret. Tidligere direktør i PFA Byg Rasmus Trads var også på anklagebænken og fik en straf på fire års fængsel. Men Thorsen blev udpeget som hovedmanden.
- •
Ejendomsmægleren Bjørn Stiedl blev i 2009 idømt seks års fængsel i byretten for selskabstømning for 320 milloner kroner.
- •
Klaus Riskær blev i 2007 idømt seks års ubetinget fængsel i landsretten for bedrageri og skyldnersvig for 200 mio. kr
Særligt Pensam, der er pensionsselskab for Foas faggrupper, har tabt store beløb på investeringen i Hesalight.
I alt 262,5 millioner kroner har Pensam mistet på investeringen i Hesalight, som gik konkurs i efteråret 2016 - et år efter Pensam foretog den sidste millionoverførsel til Hesalight.
Ifølge anklageskriftet brugte Lars Nørholt pengene fra investorkredsen til et liv i luksus.
Der blev blandt andet købt en villa i Roskilde til 15 millioner kroner og investeret i tre ejendomme på Mallorca.
60 millioner konfiskeret
En enig domsmandsret fandt den tiltalte skyldig i bedrageri og dokumentfalsk vedrørende godt 350 millioner kroner og i mandatsvig for 45 millioner kroner.
Mange af pengene skal Nørholt nu betale tilbage.
Alle tre villaer på Mallorca vil nu blive konfiskeret, og under Anders Herping Nielsens oplæsning af dommen, fremgik det, at der er blevet konfiskeret 60 millioner kroner hos Lars Nørholt og i investeringsselskabet Nordic Development Investment Sl.
Med byrettens dom er Lars Nørholt desuden blevet frataget retten til deltage i ledelsen af erhvervsvirksomhed.
Bagmandspolitiet havde krævet Lars Nørholt fængslet i mindst otte år. Lars Nørholt har fra start nægtet sig skyldig.
Dommen til Lars Nørholt matcher den dom, som Stein Bagger i 2009 modtog. De to domme er de hårdeste nogensinde i en sag om økonomisk kriminalitet.
- Kriminaliteten har været planlagt og systematisk, sagde retsformand Anders Herping Nielsen i sin afgørelse.