Nordea har undervurderet risikoen i sine udlån til erhvervskunder. Og det i en grad, der kan betyde, at banken mangler 50-80 milliarder svenske kroner, som den skal ud at finde.
I hvert fald hvis oplysningerne, som Svenska Dagbladet, SvD, er kommet i besiddelse af, passer. Avisen har angiveligt fået fingrene i et notat fra Finansinspektion, Sveriges pendant til Finanstilsynet.
Avisen skriver, at notatet lægger op til, at hvis Nordea bevidst har undervurderet risikoen i sine udlån, vil der være tale om en større skandale.
Ved at undervurdere risikoen på sine udlån vil Nordea have kunnet mindske den kapital, man ifølge lovgivningen skal have liggende som sikkerhed, hvis man er bank.
Ifølge avisen ligger Nordeas estimater for risiko på sine erhvervskunder langt under, hvordan det historisk er gået dem. Det rejser mistanken om manipulation.
Kan mangle 50-80 milliarder kroner
Notatet fra Finansinspektionen viser ifølge SvD, at Nordea kan blive tvunget til at øge sin kapital med 50-80 milliarder svenske kroner for at nå myndighedernes krav.
- Jeg kan ikke gå ind i dette specifikke notat, da det ville være imod fortroligheden. Jeg kan hverken bekræfte eller dementere oplysningerne, siger chefen for Finansinspektionen, Erik Thedéen, til SvD.
Nordea oplyser til avisen, at man ikke kommenterer på sin dialog med myndighederne.
- På linje med Finansinspektionen mener vi, at vi har mere end tilstrækkelig kapital, siger Nordea.
/ritzau/