Sur smiley for vand og energibarer

FCKs fan-butik har fået en sur Smiley og en bøde af Fødevarekontrollen. Butikken sælger kildevand og energibarer, og nægter at betale.

Normalt står fans i kø uden for Super Shoppen for at købe billetter. Nu skal FCK's fanbutik betale en bøde, fordi den sælger kildevand og energibarer. (Foto: © Thorkild Amdi, Scanpix)

FCKs fan-butik, Super Shoppen Parken, nægter at betale et bødekrav på 10.000 kroner fra Fødevarekontrollen i Rødovre.

Efter et kontrolbesøg i august sidste år fik butikken en sur Smiley og samtidig et bødekrav, fordi myndighederne fandt nogle poser med lakrids, flasker med kildevand og energibarer til salg i butikken.

Samtidig mente Fødevarekontrollen, at butikken overtrådte mærkningsreglerne i forbindelse med nogle drikkedunke og madkasser med FCK´s logo.

Alle skal registreres

Derfor skulle butikken have været registreret hos myndighederne og udføre egenkontrol af fødevaresikkerheden, lige som de skulle modtage regelmæssige kontrolbesøg.

Super Shoppen Parkens manager, Claus Wolter siger til DR´s P1 Morgen, at hvis hans butik skal registreres på grund af de ni produkter, så skal stort set samtlige sportsforretninger, børnebutikker og tøjbutikker i landet registreres.

Sagen går nu til domstolene. Dansk Erhverv repræsenterer virksomheden, og organisationens fødevarepolitiske chef, Lone Rasmussen, siger, at de ni varer ud af 600 varenumre udgør så lille del af såvel sortiment som omsætning, at virksomheden slet ikke skal registreres.

I Fødevarestyrelsen kan fuldmægtig Helene Vinten Madsen ikke forklare, hvornår man skal registrere, og hvornår man kan undlade det.

Ingen regler for størrelse

- Det beror på et skøn hos den enkelte kontrollant med udgangspunkt i bekendtgørelsen, siger hun. Hun erkender dog, at der ikke i bekendtgørelsen er fastsat størrelser for, hvornår en virksomhed skal registreres hos Fødevarestyrelsen.

Hun indrømmer samtidig, at det ikke er nødvendigt for butikken at kunne dokumentere materialerne i madkasserne og drikkedunkene. Det skal producenten eller importøren gøre.

Dansk Erhverv vil nu indberette sagen til Fødevareministeriet med henblik på en ændring af reglerne og fødevarekontrollens praksis.