Sundhedsminister appellerer til løsning: Strejke giver to års pukkel

Aflysninger og udskydelser af behandlinger har allerede givet stort efterslæb for sundhedsvæsnet, vurderer styrelse.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) appellerer nu til parterne i sygeplejerske-strejken om at få løst konflikten. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Mens strejken blandt landets sygeplejersker vokser i omfang, så får sundhedsvæsnet sværere ved at følge med.

Det vil tage op mod to år at få afviklet efterslæbet fra strejken, hvis konflikten sluttede nu, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Det får sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at appellere til parterne om at få løst konflikten.

- Jeg blander mig ikke (i konflikten, red.), men jeg har ansvaret for sundhedsvæsenet og for at lægge oplysningerne åbent frem.

- Så jeg vil komme med en kraftig appel til parterne om at finde en løsning, siger han til Ritzau.

Styrelse: 35.500 operationer udskudt

Det har ført til både aflysninger og udskydelser, efter at sygeplejersker landet over har droppet arbejdet i konflikt med deres arbejdsgiver i regionerne.

Og hvis konflikten fortsætter, kan puklen blive endnu større, skriver Sundhedsstyrelsen.

- Det nuværende behandlingsefterslæb for planlagte operationer vurderes at udgøre cirka 35.500 udskudte operationer, og antallet forventes at stige væsentligt i de kommende uger, lyder styrelsens vurdering.

Styrelsens vurdering kommer dog med forbehold for, at en del af de udskudte, planlagte operationer kan blive foretaget på et af landets privathospitaler.

Risikerer 'forværring af sygdom'

Der er heller ikke tale om, at regionerne ikke kan behandle patienter med akut eller livstruende sygdom, lyder det.

Men aflysninger og udskydelser kan alligevel have store konsekvenser for patienterne, skriver Sundhedsstyrelsen.

- Patienter, som venter stadigt længere på at blive udredt og behandlet, kan opleve forværring af symptomer og sygdom.

Sygeplejerskerne gik i strejke 19. juni, efter de to gange havde stemt nej til forhandlede overenskomster.

Der er holdt flere møder, men der har endnu ikke været fremskridt i forhandlingerne.

Tirsdag i denne uge afviste statsminister Mette Frederiksen (S) at gribe ind i konflikten.

- Når der er en lovlig konflikt i gang, skal vi politikere trække os et skridt tilbage, sagde Mette Frederiksen.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra både statsministeren og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Statsministeriet melder, at Mette Frederiksens ikke ønsker at udtale sig yderligere, mens Beskæftigelsesministeriet endnu ikke er vendt tilbage med et svar.