Styrelse vil stævne sidste pensionsplaner i udbyttesag

Skattestyrelsen tager skridt til at stævne de sidste pensionsplaner i USA for cirka 1,2 milliarder kroner.

(ARKIV) Skattestyrelsen i København, mandag den 16. september 2019. To amerikanere stod for 4, 1 milliarder kroner af den påståede svindel med dansk udbytteskat.De burde sendes i fængsel, siger SF's skatteordfører. Det skriver Ritzau, mandag den 23. september 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Skattestyrelsen tager skridt til at stævne de sidste amerikanske pensionsplaner for cirka 1,2 milliarder kroner i sagen om svindel med udbytteskat.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen, der dog ikke vil uddybe, hvad betegnelsen "tager skridt til" nærmere dækker over.

- Nu tager vi et definitivt skridt og gør klar til at sagsøge de sidste pensionsplaner for cirka 1,2 milliarder kroner, siger Skattestyrelsens chefforhandler, direktør for Særlig Kontrol Steen Bechmann Jacobsen.

Sagen om udbyttesvindel for samlet 12,7 milliarder kroner er kompliceret og dækker over, at flere selskaber og personer i en række lande uberettiget har krævet udbytteskat udbetalt.

Udbyttesagen forløb fra 2012 til 2015.

Forlig med pensionsplaner

Skattestyrelsen har i maj indgået et forlig med 61 pensionsplaner om at tilbagebetale 1,6 milliarder kroner ud af samlet 2,9 milliarder kroner.

Differencen mellem de to beløb er efter Skattestyrelsen og Kammeradvokatens opfattelse gået til andre aktører i det samlede kompleks.

Ifølge Politiken og TV2, der har afdækket dele af sagskomplekset de seneste dage, har svindlerne i et forlig fået lov til at fratrække de udgifter, de har haft i forbindelse med at snyde Skat. Dette afviser Skattestyrelsen.

/ritzau/