Strafrabat i dansk ankesag om svindel med udbytteskat

Østre Landsret sænker straffen for millionsvindel til tidligere skattemedarbejder og hans ven.

Østre Landsret har forkortet de fængselsdomme, som 69-årige Sven Jørgen Nielsen og 47-årige Torben Wulff Dileng fik i byretten i Glostrup i december. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Fem års fængsel til Sven Jørgen Nielsen og fire år og seks måneders fængsel til Torben Wulff Dileng.

Sådan lyder strafudmålingen i Østre Landsret i den danske sag om svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner.

Dermed gav landsretten strafrabat til de to dømte, der i december i byretten i Glostrup blev idømt henholdsvis seks og fem års fængsel.

Svend Jørgen Nielsens forsvarsadvokat Lars Henriksen gik under ankesagen efter frifindelse, men er alligevel glad for strafnedsættelsen.

- Jeg er glad for, at landsretten lyttede mere til mine ord end retten i Glostrup gjorde. Jeg havde håbet på noget mere, men nu har vi fået en strafnedsættelse.

Forsvarsadvokat: Klient lettet over strafrabat

Lars Henriksen siger til DR Nyheder, at hans klient er "lettet".

- Han er 69 år, og en straf på fem år er lang tid. Men han er glad for nedsættelsen.

Ligesom byretten fandt landsretten det bevist, at et beløb på 37,4 millioner kroner uretmæssigt blev overført fra Skat til Torben Wulff Dileng, der sendte pengene i skattely.

Sven Jørgen Nielsen var også tiltalt for et forhold, der handler om embedsmisbrug, men her blev han frifundet, da landsretten mente, at det forhold var forældet.

Svindelen fandt sted i 2007, da Sven Jørgen Nielsen arbejdede som konsulent i Skat med ansvar for at godkende ansøgninger om udbetaling af udbytteskat til udenlandske selskaber.

Han fik selv omkring to millioner kroner for at udbetale de 37,4 millioner kroner i refusion for påstået udbytteskat til sin ven og blev derfor også dømt for korruption.

Anklager er tilfreds trods strafnedsættelse

Specialanklager Stig Fleischer konstaterer, at landsretten er nået frem til stort set de samme konklusioner som byretten. Og set i det lys ærgrer han sig ikke over, at de dømte fik nedsat deres straffe.

- Det afgørende for os er, at de to personer er blevet kendt skyldige i groft bedrageri, og at skattemedarbejderne også er kendt skyldig i bestikkelse for to millioner kroner, siger han.

Nu venter et større arbejde med at finde ud af, hvilke værdier, der kan konfiskeres hos de dømte.

- Vi har nogle ideer om, hvor mange penge, der er. Men det er noget, som vi nu skal til at se nærmere på, siger Stig Fleischer.

Udløber af sag om svindel for 12,7 milliarder kroner

Med dommen i landsretten er der foreløbigt sat punktum i sagen om den danske udløber af det store sagskompleks i forbindelse med svindel for i alt 12,7 milliarder kroner mod Skat.

Her er den britiske rigmand Sanjay Shah hovedmistænkt.

I den forbindelse sagde Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kort før middag, at Skat nu har sendt over 50 stævninger med samlede krav på 2,3 milliarder kroner.

Målet er på sigt at anlægge civilretlige sager for op imod 11 milliarder kroner.

Det var i forbindelse med efterforskningen af svindelen i "den store udbyttesag", at dansk og svensk politi i marts 2016 ransagede Sven Jørgen Nielsens hjem i Helsingborg i Sverige.

Brev koblede skattemedarbejder til udbyttesvindel

Her fandt politiet et brev, der indikerede, at Sven Jørgen Nielsen, der har 46 års ansættelse i Skat bag sig, angiveligt ikke kun havde blåstemplet falske refusionsblanketter med milliarder af kroner til udenlandske kriminelle.

Han havde også hjulpet sin gamle ven Torben Wulff Dileng med at overføre de 37,4 millioner.

Sven Jørgen Nielsen har selv forklaret, at de to millioner kroner var lån, som han modtog fra sin ven.

Torben Wulff Dileng har om sin andel i svindel påstået, at de 37,4 millioner var tjent ved at spille poker.

Advokat Lars Henriksen siger, at han sammen med sin klient i løbet af de næste 14 dage vil overveje, om der er grundlag for at søge procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke sagen til Højesteret.