Om Danmark potentielt bliver ramt af en storkonflikt, bliver i dag afgjort af landets arbejdstagere, der har skullet stemme "ja" eller "nej" til de nye overenskomstaftaler over den seneste tid.
For selvom arbejdsgiverne og fagforbundene allerede har fundet hinanden, så kræver det et "ja" fra et flertal af fagforeningsmedlemmerne, før aftalerne kan træde i kraft.
Og resultatet af afstemningen offentliggøres af Forligsinstitutionen senere i dag.
Der er omkring 410.000 stemmeberettigede i afstemningen, og OK-aftalen berører i alt 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked.
De seneste otte gange - siden 1998 - er det blevet til et samlet "ja", og bliver det også tilfældet i dag, så kommer dagen til at forløbe stille og roligt, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Nana Wesley Hansen.
- Så har man jo en overenskomst, og den vil jo så træde i kraft, og så er det sådan set det, siger hun.
Men skulle der tegne sig et nej-flertal, så er det en helt anden sag. Så ser man ind i en mulig storkonflikt.
- Der er blevet varslet strejkevarsler fra lønmodtagerne, siger arbejdsmarkedsforskeren, der dog slår fast, at alle berørte ikke ville komme til at skulle nedlægge arbejdet.
- Men der er rigtig mange arbejdspladser, der potentielt kunne blive ramt af en strejke, og det er selvfølgelig mange af de private arbejdspladser. Det vil være industrien, det vil også være byggeriet og transporten, og det kunne også ramme dele af detailhandlen samt hotel- og restaurationsbranchen.
Løn har fyldt mest
Der har været mange temaer, der har fyldt under overenskomstforhandlingerne, men overskriften har været løn, fortæller Nana Wesley Hansen.
- Det skal ses i lyset af, at vi har en høj inflation, og at lønmodtagerne har oplevet en udhulning af deres realløn, fortæller hun.
- Og der er landet et ret godt økonomisk resultat, som - hvis inflationen aftager - kan sikre lønmodtagernes realløn på sigt.
Hun peger dog også på, at der er kommet en række andre resultater ud af forhandlingerne.
- Blandt andet en række stigninger på satser såsom lærlingelønnen, som skal gøre det mere attraktivt at blive lærling. Så er der kommet fire ugers mere barsel med løn, hvoraf to af ugerne er øremærket til den anden forældre. Og en helt række andre resultater, alt efter hvilken overenskomst man er under.
Hun peger også på, at der er kommet et boligtillæg på 25 kroner i timen, der er tiltænkt udenlandske ansatte, der lige er kommet til Danmark.
Netop det boligtillæg har været med til, at mange murere, tømrere og andre byggearbejdere ser ud til at tage bedre imod aftalen end tidligere.
- Det skal løfte deres løn og skal være en form og en måde at bekæmpe social dumping på, fortæller arbejdsmarkedsforskeren.
På den anden side har der været nogle stridspunkter, som nej-siden fortsat peger på. Blandt andet om hvorvidt industriarbejderne og dem, der arbejder med lokalløn, faktisk ender med at få de lønstigninger, som de er blevet stillet i udsigt.
I industrien og andre af de såkaldte minimallønsområder er det nemlig kun en del af lønnen, der aftales i overenskomsten. Resten skal skaffes i lønforhandlinger ude på arbejdspladserne.
- Der er selvfølgelig noget usikkerhed forbundet med, om det nu vil lykkes. Og det er noget af det, nej-sigerne har peget på. De tror ikke på, at man kan løfte lønnen nok til at sikre lønmodtagernes realløn på sigt, siger hun.
Over 400.000 har kunnet stemme
Mæglingsforslaget er blevet sendt til urafstemning blandt over 400.000 fagforeningsmedlemmer.
Der skal et samlet flertal til for at afgøre, om de nye overenskomstaftaler er vedtaget, eller om vi har udsigt til en potentiel storkonflikt.
Stemmeprocenten har ifølge Nana Wesley Hansen været historisk høj ved overenskomstafstemningerne i 2017 og 2020, og hun håber også, at det kan gentage sig.
- Det er selvfølgelig lidt spændende, når afstemningen har ligget lige midt i en påskeferie, men jeg håber da, at der er rigtig mange, der har været ude og tage stilling til det her overenskomstresultat, siger hun.
Alle fagområdernes stemmer bliver talt sammen. Det betyder, at selv om flertallet på ét område er utilfredse med deres overenskomst og stemmer "nej", så bliver den stadig vedtaget, hvis tilpas mange på de andre områder stemmer "ja" til deres.
Resultatet offentliggøres på et endnu ukendt tidspunkt senere i dag.
Vil du vide mere om overenskomstforhandlingerne? Så tag vores quiz, eller se vores explainer herunder: