Hvorfor kun støtte dem, der allerede kan selv? Nogenlunde sådan lyder kritikken nu, fordi de ti største modtagere af statsstøtte til at få gode ideer og udvikle sig er store danske virksomheder, der i forvejen har velpolstrede forskningsafdelinger.
Det er virksomheder som for eksempel Novo Nordisk, Novozymes, Grundfos og Danfoss.
Der er ifølge Danmark Statistik 74.000 nyskabende og innovative virksomheder i Danmark, men blot tre procent af dem får del i de 11 største statsstøttede innovationsprogrammer, viser en kortlægning, som analysebureauet Damvad har lavet for LO.
LO: Fordeling kan koste arbejdspladser
LO-sekretær Marie-Louise Knuppert siger til Politiken, at den praksis kan koste arbejdspladser.
- Der er ikke noget galt i, at nogle store, stærke innovative virksomheder får del i udviklingsmidlerne, men hvis vi for alvor skal fremtidssikre os, er det helt afgørende, at de mindre og mellemstore virksomheder kommer med i programmerne. Det er her, der kan skabes arbejdspladser, siger hun.
Pengene kommer eksempelvis fra Højteknologifonden og den danske del af EU's forskningsprogrammer. Sammenlagt udgør projekter under de 11 innovationsprogrammer en årlig bevilling på cirka 2,5 milliarder kroner.
På torsdag mødes regeringens vækstforum, der skal komme med ideer til, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.