Stein Bagger skjulte spor på nettet

Stein Bagger var klar over, at Google viste historier om momsbedrageri, når man søgte på hans navn. Derfor hyrede han for godt et år siden et firma til at skjule sporene.

Stein Bagger var klar over, at Google viste historier om momsbedrageri, når man søgte på hans navn. Derfor hyrede han for godt et år siden et firma til at skjule sporene. (Foto: © Nils Meilvang, Scanpix)

Efter en historie om snyd med momsafgift på luksusbiler hyrede Stein Bagger et firma til at sløre negativ omtale på nettet.

Stein Bagger var klar over det problematiske i, at Google viste historier om momsbedrageri, når man søgte på hans navn.

Derfor hyrede han for godt et år siden et firma til at skjule sporene og sørge for, at man i stedet fik positive historier via Google, skriver Computerworld.

Ved at følge forskellige spor fra de meget positive historier om Stein Bagger, fandt Computerworld frem til firmaet Concept-i, eller Concept Interest Aps, som arbejder med søgemaskineoptimering.

Positive blogindlæg

Hos Concept Interest erkender man at have udført et stykke arbejde, som blev bestilt af Stein Bagger personligt.

- Opgaven gik ud på at forsøge at skubbe lidt til nogle resultater, hvor han blev hængt ud for at være involveret i noget momssnyd på luksusbiler, siger Thomas Rosenstand fra Concept Interest til Computerworld.

Rent praktisk foregik arbejdet, som blev betalt af IT Factory, ved at skrive en række positive blogindlæg og linke til artikler i diverse medier, herunder Computerworld, hvor Stein Bagger i 2002 blev omtalt positivt. Teknikken kaldes på fagsprog "reputation management".