Rod i regnskabet, rykkere er ikke skrevet, forældet gæld er ikke blevet afskrevet, og så har Skat ulovligt indkrævet anden gæld.
Rodet i Skat har kostet både penge og tillid, vurderer Statsrevisorerne i deres revision af statsregnskabet for 2014.
Statsrevisionen fremhæver Rigsrevisionens fem forbehold og fire kritikpunkter overfor Skat.
- Statsrevisorerne ser med stor alvor på, at Rigsrevisionen har taget 5 forbehold, der vedrører væsentlige kritiske fejl og mangler i Skats forvaltning og regnskab, skriver Statsrevisorerne.
7. år i træk
Og det er langt fra første gang, at Statsrevisorerne påpeger problemer i Skat.
- Statsrevisorerne påtaler og skal henlede Folketingets opmærksomhed på, at Statsrevisorerne for 7. år i træk kritiserer Skatteministeriets og Skats forvaltning, ikke mindst den utilstrækkelige inddrivelse af de offentlige restancer, skriver Statsrevisorerne.
Tab af penge og tillid
- Det har medført utilsigtede tab af indtægter for staten og alvorlige brist i borgeres og virksomheders tillid til den offentlige inddrivelse af skat, afgifter og restancer. Statsrevisorerne vurderer, at problemerne har stået på så længe og er så væsentlige, at Folketinget må sikre sig, at der handles, skriver Statsrevisorerne.
8,4 milliarder mere gæld
Skat opgør sine tilgodehavender til 94,5 milliarder kroner ved udgangen af 2014, 8,4 milliarder kroner mere end året før, men Rigsrevisionen tager forbehold for værdiansættelsen af tilgodehavenderne, fordi Skat ikke har kunnet dokumentere, at alle forældede krav er trukket ud.
Statsrevisorerne kritiserer også Skat for ikke at håndtere inddrivelsen af de offentlige restancer godt nok. Det offentliges tab på restancer er opgjort til mindst 1,3 milliarder kroner.
Efi igen igen
Skat har haft store problemer med det automatiske inddrivelsessystem, EFI, fremgår det af rapporten.
- Dette betød, at Skat ikke kunne løse væsentlige inddrivelsesopgaver, fx udsende rykkere, foretage udlæg, iværksætte lønindeholdelser, håndtere forældelse, vedligeholde og overvåge betalingsordninger samt håndtere fortrinsret i fast ejendom, skriver Statsrevisorerne.
31 millioner sager
I 2014 havde Skat i alt 31 millioner restancer. Skat har gennemgået 2 millioner af sagerne. 400.000 af dem var forældede og det er dem, der giver et tab på 1,3 milliarder kroner.
De samlede offentlige restancer var opgjort til 70,4 milliarder kroner.
- I denne opgørelse indgik der med stor sandsynlighed fortsat en betydelig mængde ikke-retskraftige restancer, skriver Statsrevisorerne.
Det betyder, at det offentlige formentlig også kan vinke farvel til en god bid af de penge.