Det er ikke mere end to måneder siden, at nye beregninger fra Finansministeriet viste, at det vil koste omkring en milliard kroner at flytte næsten 4.000 statslige arbejdspladser ud af hovedstaden.
At prisen er blevet over dobbelt så dyr som de 400 millioner kroner, regeringen havde afsat på dette års finanslov, var en stor overraskelse for mange.
Nu viser et svar til Folketinget, at regeringen vurderer prisen for at indrette og ombygge Augustenborg Slot i Sønderborg, som bliver det nye hjemsted for NaturErhvervstyrelsen, til 118 millioner kroner.
- Jeg har forelagt spørgsmålet for Bygningsstyrelsen, der oplyser, at udgifterne til ombygning og indretning af Augustenborg Slot til NaturErhvervstyrelsen på nuværende tidspunkt er skønnet til ca. 118 millioner kroner, skriver transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt i sit svar.
Forhalet
Det er Enhedslisten, som har spurgt til ombygningen af Augustenborg Slot, og partiets ordfører, Henning Hyllested, er overrasket over det hele beløb.
- Det er efter vores mening et kæmpe problem, i og med at regeringen kun afsatte 400 millioner kroner til at starte med. Hvis man alene tager de 118 millioner kroner for Augustenborg Slot, så er det et ordentligt indhug i de midler. Man kan godt frygte, at NaturErhvervstyrelsen kommer til at betale en betragtelig del, som vil give betydeligt forlængede sagsbehandlingstider, siger han.
Hyllested erklærer sig enig i, at der skal flyttes statslige arbejdspladser ud i landet. Men regeringens planer har været for forhalede, mener han:
- Det er efter vores mening fuldstændigt uansvarligt, og vi synes, det ødelægger ideen om udflytning, fordi det har været forhalet og tingene ikke hænger sammen, mener Henning Hyllested.
Merudgifter til husleje
Fra en husleje på 26 millioner kroner om året for styrelsens nuværende domicil på Nyropsgade i København. Modsat vil det koste 10,8 millioner kroner om året i husleje på Augenstenborg. Men styrelsen beholder ejendommen i København og den tilhørende husleje, der dog vil være 30 procent lavere end det nuværende niveau.
NaturErhvervstyrelsen skal som en del af udflytningsprojektet flytte cirka 390 arbejdspladser fra København til Sønderjylland. Fra 1. maj 2016 vil der være cirka 60 arbejdspladser i midlertidige lokaler i Augustenborg - og løbende bliver der flere, skriver NaturErhvervsstyrelsen på sin hjemmeside.
Styrelsen har selv tidligere vurderet, at prisen for udflytningen vil være 184 millioner kroner i perioden fra 2016 til 2019 og fra 2019 vil det koste 30 millioner kroner ekstra om året i såkaldt dobbelt husførelse, fordi kun en del af styrelsen flytter til Augustenborg og Tønder, mens resten forbliver i København.
Rettelse klokken 19.41: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at udflytningen samlet set ville få huslejen til at falde. Det er ikke korrekt. Det er huslejeniveauet i København, som vil falde med 30 procent.