Ikke kun en stribe store danske virksomheder risikerer at tabe penge på krisen i Ukraine. Også den danske statskasse har milliarder af kroner ude at svømme.
Den statslige Eksport Kredit Fonden (EKF), der har som formål at forsikre danske virksomheders eksport til risikable markeder, har således udstedt garantier for to milliarder kroner til forretninger i det uroplagede land.
Beløbet er fordelt på 50 forskellige forretninger, hvoraf størstedelen er landbrugs- eller vindenergiprojekter, fortæller Jørn Fredsgaard Sørensen, der er landechef i EKF, til DR Nyheder.
- Situationen i Ukraine er naturligvis vanskelig. Jeg vil ikke sige, at vi ligger søvnløse om natten af bekymring for, om vi taber penge, men det er klart, at vi har skærpet opmærksomhed på Ukraine for tiden på grund af den spændte situation, siger han.
Endnu ikke registreret tabEKF har først for ganske nylig sat en midlertidig stopper for nye garantier til projekter i Ukraine. Men man strammede kraftigt op på kreditvurderingen af projekterne i løbet af 2013.
- Vi har været meget grundige og løbende skærpet kravene i løbet af 2013 i takt med, at uroen bredte sig, så vi sikrede os, at vi passede bedst muligt på skatteborgernes penge. Og det er jo også derfor, vi nu har sat en stopper for nye garantier, siger Jørn Fredsgaard Sørensen, der understreger, at der endnu ikke er registreret tab på de ukrainske engagementer.
Især landbrug og vindEKF, der er ejet og drevet af den danske stat, har som formål at støtte danske virksomheders eksporteventyr på markeder, hvor bankerne typisk er mere tilbageholdne med at låne penge ud.
Rent teknisk stilles garantierne typisk til de danske virksomheders udenlandske samhandelspartnere, så de er sikre på at kunne betale deres regninger.
Ud af de 50 projekter er de 40 i landbrugssektoren - typisk forretninger indenfor svineavl. Resten er primært til vindenergi og traditionel industri, men disse fylder beløbsmæssigt relativt meget - omkring 800 millioner kroner.
Især vindprojekterne er risikable, da de er afhængige af politisk støtte, lyder vurderingen i EKF, mens man har mere is i maven omkring landbrugsprojekterne.
Projekter er genforsikret - Vi er fortrøstningsfulde og forventer ikke, at vores engagementer i Ukraine på lang sigt giver tab. Det er svært at spå om fremtiden i landet, men vi tror og håber på, at landet kommer på fode igen ved hjælp af blandt andet lån fra Den Internationale Valutafond, så danske virksomheder får gavn af det store marked, Ukraine har potentiale til at være, siger Jørn Fredsgaard Sørensen.
Interessen for eksportgarantier i Ukraine har været kraftigt stigende op til krisen i landet. EKF har faktisk stillet garantier for hele 3,2 milliarder kroner, men det lykkedes i løbet af de seneste måneder at få genforsikret en del af projekterne hos private genforsikringsselskaber, så statskassen altså nu hænger på de resterende to milliarder kroner.