Skyldnere fik rykkere for 72 milliarder: Nu har styrelse kradset en lille milliard ind

- Vi er kommet godt i gang, siger direktør.

Gældsstyrelsen har siden sidste sommer sendt rykkere ud for 72 milliarder kroner. Det er penge, som i alt 565.000 danskere og danske virksomheder skylder til det offentlige. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Fra sidste sommer begyndte der at tikke ikke særligt behagelige beskeder ind hos tusindvis af danskere.

Brevet fra Gældsstyrelsen kom i e-Boks og budskabet var helt klart. Betal de penge, du skylder til det offentlige.

I alt sendte styrelsen 565.000 rykkere ud til skyldnere, som havde gæld på i alt 72 milliarder kroner til det offentlige.

Her et år senere giver styrelsen nu den første status på, om indsatsen har båret frugt.

Indtil videre er det lykkedes at få 900 millioner kroner tilbage til offentlige kreditorer, som danske borgere og virksomheder skylder penge.

Desuden har man lavet aftaler med yderligere 24.000 skyldnere om, hvordan de skal afdrage på deres gæld. Det forventer man vil indbringe yderligere 600 millioner kroner, så det samlede beløb rammer 1,5 milliarder kroner.

Selv om der stadig er langt op til de 72 milliarder kroner, som man har sendt rykkere ud for, så er det en god begyndelse, fortæller Lars Nordahl Lemvigh, der er direktør i Gældsstyrelsen.

- Vi har rykket for det meste gæld, vi kan på nuværende tidspunkt, og vi er kommet godt i gang med rykkerindsatsen, som vi igangsatte sidste sommer, og som vi har fortsat hen over årsskiftet, siger han.

Når man hører beløbet 72 milliarder, der er sendt rykkere ud for, hvordan kan det så være tilfredsstillende, at det kun er lykkedes jer at inddrive en lille milliard?

- Vi skal huske på, at den gæld, der bliver sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, den har forgæves været forsøgt opkrævet andre steder. Det er penge, som skyldnere enten ikke kan eller vil betale. Når vi har fået 900 millioner kroner i kassen og lavet aftaler for yderligere 600 millioner kroner, så synes jeg, at det er et godt skridt på vejen.

Langt sejt træk tilbage

Gælden, som skattemyndighederne siden sidste sommer har forsøgt at inddrive, er såkaldt gammel gæld. Der stammer fra det kuldsejlede it-system EFI, som blev skrottet.

Siden da er gælden til det offentlige vokset voldsomt. Siden 2013 er det fordoblet.

Hos Gældsstyrelsen tager de også andre værktøjer i brug for at få pengene tilbage til det offentlige, fortæller direktør Lars Nordahl Lemvigh.

Det kan for eksempel være modregning i udbetalinger fra det offentlige eller et besøg fra fogeden.

Flere borgere vil også opleve, at de bliver trukket for deres gæld direkte på deres lønseddel.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at gældsområdet har været udfordret, og derfor er vi også i gang med at gennemgå millioner af gældsposter manuelt. Vi er ved at få genetableret en normal inddrivelse, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Dansk Erhverv er ikke imponeret

Hos erhvervslivets brancheorganisation, Dansk Erhverv, er man glad for hver en krone, der kommer tilbage til statskassen.

Det foreløbige resultat på 900 millioner kroner får dog ikke skattepolitisk chef Jacob Ravn til at række hænderne i vejret i jubel.

- Det virker ikke fuldstændig imponerende, når man ved, at gælden er så stor. Derfor mener vi, at man bør tage alle redskaber i brug, siger han.

Dansk Erhverv opfordrer derfor til, at man bør se mod det private inkassomarked. De kan nemlig have redskaber, der kan føre til, at man får kradset flere penge ind.

Hvorfor tror du, at de private kan gøre det bedre?

- Jeg er sikker på, at Gældsstyrelsen har nogle kompetencer. Nu har vi hørt, at de har inddrevet halvanden ud af 72 milliarder, så der bør være rum for, at andre også kan gøre forsøget på at kræve penge ind, siger Jacob Ravn fra Dansk Erhverv.