Tomme skolegårde, lukkede daginstitutioner, udskudte hofteoperationer, stillestående tog og færre kødvarer i supermarkederne.
Det danske samfund bliver hårdt ramt, hvis de kuldsejlede overenskomstforhandlinger for 745.000 ansatte i stat, kommuner og regioner ender med at udløse strejke og lockout.
- Der vil blive trykket på stopknappen i et omfang, som aldrig før er set i Danmark, siger arbejdsmarkedsforsker og lektor på Københavns Universitet, Nana Wesley Hansen.
En storkonflikt vil omfatte rundt regnet hver anden offentligt ansatte, der ikke møder på arbejde, mens en konflikt står på.
Her kan du se, hvilke konsekvenser, en storkonflikt kan få for dig:
Tjek konsekvenserne i din kommune
Udover de mest i øjnefaldende velfærdsydelser, kan en storkonflikt få en række konsekvenser, der er mindre synlige på nuværende tidspunkt, siger arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen.
Lige fra manglende vejrmeldinger fra et lockoutramt DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, der kan få konsekvenser for færge- og flytrafik - til embedsmændenes betjening af politikerne.
- Den her konflikt vil komme til at favne så bredt, at det er svært at forestille sig, hvor omfattende, det bliver, siger Nana Wesley Hansen.