Skatteminister: Hjemsendte skattechefer skal i tjenesteligt forhør

Ovenpå Rigsrevisionens rapport vil Karsten Lauritzen(V) have tre skattechefers skæbne afgjort. Den hårde kritik får tilsyneladende ikke konsekvens for andre.

Rigsrevisionen konkluderer, at Skatteministeriets departement i perioden 2010 til medio 2015 ikke i tilstrækkelig grad har reageret på en række alarmklokker. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Skatteministeriets departement har en overordnet tilsynspligt, og derfor er det ikke bare Skat, der alene sidder med ansvaret for, at mange milliarder er suget ud af den danske statskasse.

Pilen peger også mod Skatteministeriet.

Sådan lyder det fra Statsrevisorernes formand, efter at Rigsrevisionen har præsenteret en sønderlemmende kritik af Skats tilsyn med refusion af udbytteskat.

Skatteminister Karsten Lauritzen kalder det en "lige dele sørgelig og alvorlig sag".

- Rigsrevisionen gengiver jo desværre de samme ærgerlige konklusioner, som vi allerede kender, og som vi kun kan tage til efterretning og lære af, skriver skatteministeren i en pressemeddelelse.

Derfor vil han nu styrke departementets overordnede tilsyn med Skat, ligesom ministeren vil indskærpe advarselsprocedurerne og skærpe overvågningen af skatteindtægterne, fremgår det.

Tre chefer står for skud

Den største kritik i rapporten går på, at Skat har udbetalt 3,2 milliarder kroner i udbytterefusion - mens alarmklokkerne bimlede. Hvor mange af dem, der er udbetalt til svindlere, er endnu uvidst, men skatteministeren er overbevist om, at Skatteministeriets departement intet kendte til svindlen:

- Jeg er overbevist om, at man ville have reageret med det samme, hvis man i Skatteministeriets departement havde været klar over, at der blev svindlet med refusion af udbytteskat, siger han.

Skatteministeren forklarer, at han er tilfreds med, at der allerede i efteråret blev draget personalemæssige konsekvenser i forbindelse med sagen. I september blev tre af Skats chefer hjemsendt:

- Det, mener jeg, var det rigtige at gøre. De pågældende er fortsat hjemsendt, og nu hvor vi kender konklusionerne i Rigsrevisionens beretning, er der grundlag for at træffe beslutning om igangsættelse af tjenstlige forhør i samarbejde med Kammeradvokaten med henblik på at få afsluttet sagen, siger skatteministeren.

Dermed er det op til en dommer at beslutte, om de tre hjemsendte skattechefer kan vende tilbage til arbejdet eller ej.

Skatteministeren vil på baggrund af den hårde kritik indkalde partierne bag ’Skat ud af krisen’ til en orientering og drøftelse af Rigsrevisionens beretning samt Skat og Skatteministeriets nye tiltag på området, fremgår det af pressemeddelelsen.