Siden 2011 er Skats kontrol ifølge Politiken blevet beskåret med over 50 procent.
Samtidig viser en gennemgang af den afdeling, der kontrollerer moms, at hver medarbejder i de første ni måneder af 2016 lavede et overskud på 42,2 millioner kroner.
Det sætter en fed streg under, at der bør sættes penge af til flere kontrolmedarbejdere hos Skat, mener skatteadvokat Torben Bagge:
- Man kan altid diskutere, i hvilket omfang der skal være kontrol. Men der har været mange skandalesager de seneste år, og de skyldes, at der ikke har været kontrol. Derfor er det dybt bekymrende, at man skærer ned på kontrollen, siger han.
De første ni måneder af 2016 tjente hver de godt 60 kontrolarbejdere i udbetalingskontrollen for negativ moms, deres løn ind 71,1 gange.
- Når man så ser, at medarbejderne kan tjene pengene hjem så mange gange, tyder noget på, at det ikke er en dårlig idé for Skat, som kan få endnu flere penge i kassen, der kan bruges på de her gode projekter, siger Torben Bagge.
I august sidste år lancerede skatteminister Karsten Lauritzen (V) en omfattende plan, der skal styrke Skat med 6,7 milliarder kroner og øge antallet af ansatte med 1.000 personer. Men antallet af medarbejdere er siden 2006 halveret til godt 6000 ansatte.
- Samlet set er regnestykket, at ressourcerne til kontrol er halveret siden 2011, siger Torben Bagge.
Det er Politiken, der har fået indsigt i Skats budgetter. De viser, at der i 2011 var afsat 1,2 milliarder kroner til at sikre, at borgere og virksomheder betaler det, de skal. I år er der kun sat 567,4 millioner af til kontrolindsatsen, skriver Politiken.