Mens gælden hober sig op hos de kommunale forsyningsselskaber, får kommunerne nu lov til selv at banke på døre og inddrive ejendomsskatter og manglende indbetaling af gebyrer.
Det irriterer de kommunale forsyningsselskaber, som føler sig lagt nederst i bunken.
I flere år har vand- og varmeselskaber skreget på en løsning, fordi inddrivelsen simpelthen ikke har fungeret, siden Skat fik opgaven i 2010.
- Det er en meget uheldig situation. Mens tiden bare går, vokser gælden stille og roligt. Den gæld, som dårlige betalere er skyld i, den må de gode betalere dække. Det, synes vi ikke, er rimeligt. Vi er låst og kan ikke gøre noget som helst for at få gælden hjem, siger Dansk Vand og Spildevands, Danva, direktør, Carl-Emil Larsen.
Over 250 millioner kroner
Ved udgangen af 2015 manglede Danvas virksomheder 178 millioner kroner, og sidste år blev der sendt restancer for over 50 millioner kroner til Skat.
Det er vandsektoren, der kæmper med klart den største gæld, men også fjernvarmeselskaberne har fået opbygget et stort hul pengekassen.
Samlet er danskernes gæld til forsyningsselskaberne opgjort til over 250 millioner kroner.
Problemet for forsyningsselskaberne er især, at de fungerer efter et såkaldt hvile-i-sig-selv-princip, der tvinger selskaberne til at skubbe regningen over til de gode betalere.
- Vandselskaber er baseret på et solidarisk betalingsprincip. De manglende penge fra de dårlige betalere går ud over de samvittighedsfulde kunder, som nødvendigvis må dække hullerne fra de manglende penge, hvilket alt andet lige giver højere takster. Der er simpelthen ikke andre til det. Derfor havde vi gerne set, at vandselskaberne kunne få mulighed for at opkræve restancerne selv, siger Carl-Emil Larsen.
Danva har over en lang periode været i dialog med Skat. Men ifølge Carl-Emil Larsen står det 'fuldstændigt stille'.
Danva arbejder blandt andet på at få lov til at lukke for vandet, hvis man ikke betaler sin regning for afledning af spildevand. Det er ikke muligt i dag.
Kompensation
Socialdemokraternes skatteordfører Jesper Petersen, mener at opkrævningen bør rulles tilbage til forsyningsselskaberne. Er det ikke juridisk muligt, bør staten kompensere:
- Det kan være, man selv får mulighed for at inddrive på de tilgodehavender, man har, eller staten vælger at kompensere selskaberne ved at dække deres gæld ind. Det ville ikke være urimeligt, eftersom det er staten selv, der har påtaget sig at inddrive de penge, siger Jesper Petersen (S).
Frygt for små restancer
Samtidig er Danvas bekymring, at en stor del af gælden til vandselskaberne vil blive streget.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har nemlig bebudet, at de mindste restancer vil blive sløjfet, og mange af de beløb, som Danva har ude at svømme, er netop små beløb.
- Skat har haft den holdning, at de små beløb gider man slet ikke gå efter. Det betyder rent faktisk, at mange af de tab bliver afskrevet på den måde. Det, synes vi, er aldeles uheldigt. Folk vil gerne ud af den gæld, man er i. Derfor er den gode vej at gå ud og lave nogle aftaler med skyldnerne, siger han.
Efter Skats kollaps er gælden til det offentlige vokset til over 100 milliarder kroner. Kommunerne mangler 3,5 milliarder kroner.
DR Nyheder er i kontakt med Skatteministeriet. Men det er endnu ikke lykkes at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).