Skat får nyt våben i kampen for at finde penge i skattely

Skat vil få oplysninger om alle pengeoverførsler ind og ud af landet.

Skat har oplevet, at penge overføres via andre lande, inden de havner i skattely, og derfor er man tilfreds med nu at få lov til at få oplysninger om skatteoverførelser til alle lande i verden. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Skats indsats med at undersøge pengestrømme ud af Danmark for at finde ud af, om danske virksomheder eller privatpersoner sender penge til skattely, bliver udvidet.

Allerede nu kan Skat bede banker udlevere alle oplysninger om overførsel af penge til og fra 64 definerede skattely-lande, men nu udvides tilladelsen til at gælde alle lande i verden.

- Vores erfaring er, at penge nogle gange kanaliseres gennem andre lande, inden de ender i et skattely. Derfor giver det os nogle nye muligheder at få adgang til oplysninger fra endnu flere lande, siger Jim Sørensen, indsatsdirektør i Skat.

Dermed har Skat krav på at få udleveret oplysninger om alle pengeoverførsler ind og ud af Danmark af en række udvalgte pengeinstitutter og pengeoverførselsvirksomheder.

De skal sammenkøres med de lækkede oplysninger, som blandt andet er kommet til veje i forbindelse med afsløringen af de såkaldte Panama-papirer.

Der vil være fokus på pengeoverførsler mellem 1. juli 2013 og 31. december 2016.