- Hjælpen er elendig, og det frustrerer mig en hel del.
Så klar og kontant er meldingen fra Jan Guldberg.
Han er selvstændig og har i fem år drevet virksomheden Guldberg Bus, hvor han i sin luksuriøse minibus kører musikere til og fra koncerter, private til fødselsdage og alt derimellem.
Regeringen har i dag præsenteret tre nye ordninger, som skal give trængte virksomheder mulighed for at låne penge til at betale moms og skat. Men den hjælp giver Jan Guldberg ikke meget for.
- Det er umiddelbart ikke noget, jeg kan bruge til noget. Jeg har nærmest ingen indtægt og slet ikke noget overskud, der skal betales skat af, så for mit vedkommende gør det ikke nogen forskel, siger han.
God start på 2020
Da 2020 begyndte, var han ellers optimistisk. Med bookinger i kalenderen for 170.000 kroner allerede inden året var i gang, så det ud til at blive et rekordår for den lille enkeltmandsvirksomhed.
- Jeg rendte og klappede i hænderne. I den her branche bestiller 95 procent af kunderne først kørsel otte dage før, de skal køres. Så med så meget i kalenderen, så det rigtig godt ud, siger Jan Guldberg.
Men så kom corona.
- De blev alle sammen afbestilt. Dertil kommer jo alt det, der ikke blev bestilt, siger han.
Ubetalte regninger for 51.000 kroner
Lige nu får Jan Guldberg 23.000 kroner om måneden fra regeringens hjælpepakke til selvstændige for tabt omsætning. Derudover har han søgt en hjælpepakke, som gælder de virksomheder, der siden slutningen af oktober har været ramt af forsamlingsforbuddet på 10 personer. Ansøgningen venter han stadig svar på.
Men pengene forsvinder hurtigt, og lige nu har han ubetalte regninger liggende for 51.000 kroner. Det er penge, der er blandt andet er brugt på reparationer, vinterdæk og leasing af bussen samt husleje.
Derfor har der siden marts ikke været penge til at betale løn til ham selv.
- Vi skulle betale termin på huset i slutningen af december. De penge måtte vi låne af min svigermor, siger Jan Guldberg.
Skulle regeringen hjælpe en selvstændig som ham, skulle det være i form af mere i direkte støtte.
- Det ville hjælpe mig, hvis de hævede kompensationen for tabt omsætning, så den var på 30.000 kroner. Ligesom lønmodtagere kan få, siger Jan Guldberg.
Skal du ikke bare være glad for, at du får noget hjælp?
- Jo, og det er jeg også. Men havde jeg i foråret vidst, at jeg ville stå, som jeg gør nu, så havde jeg nok lukket firmaet der. Den kamp, jeg har været igennem siden november, har kostet tårer, siger han.
Med udsigten til hårde restriktioner resten af vinteren er der ikke meget optimisme for den lille busvirksomhed lige nu, men Jan Guldberg er alligevel ikke klar til at lukke.
- Som selvstændig giver man ikke bare op. Kæmper jeg videre til vi kan åbne igen, vil jeg igen kunne give mig selv noget løn. Jeg ser lys for enden af tunnelen – selvom det godt nok er en lang tunnel, siger Jan Guldberg.