SAS med blodrødt regnskab: Flyselskabet skal spare 1,6 milliarder

Flyselskabet har netop fremlagt sit årsregnskab sammen med den sjette spareplan på 12 år, og der skal skæres helt ind til benet.

Det er kun to år siden, at de ansatte i SAS måtte sluge en stor lønnedgang, men nyt årsregnskab varsler flere besparelser. (Foto: © Jeppe Bjørn Vejlø, Scanpix)

1,64 milliarder danske kroner.

Så meget skal det skandinaviske flyselskab SAS spare med fuld effekt i 2017.

Det viser det endelige resultat af flyselskabets årsregnskab, som netop er blevet præsenteret.

Alene i fjerde kvartal lyder underskuddet på 352 millioner kroner før skat - det samlede underskud lander på 575 millioner.

Slipper for stor fyringsrunde

Det er ellers kun to år siden, at SAS var igennem en ugelang og benhård forhandling med de ansatte ved spareplanen i 2012. Her måtte personalet sluge en stor lønnedgang.

Nu lægges der op til den sjette spareplan på 12 år, men medarbejderne i SAS slipper for den store fyringsrunde. Til gengæld kommer udlicitering til at spille en væsentlig rolle.

- Spareplanen i SAS er omfattende og kommer rundt om rigtig mange områder i SAS, uden at det rigtig fører til afskedigelser, siger senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Ritzau.

Det er de nye billige konkurrenter som Norwegian, Ryanair og Easyjet, der presser SAS på billetpriserne.

Cimber skal flyve mere

For ti dage siden opkøbte SAS resterne af flyselskabet Cimber, og i rapporten, der blev offentliggjort torsdag morgen, hedder det, at man vil lægge mere produktion over til Cimber i det kommende år.

Cimber kan få omkostningerne ned, da deres overenskomst med de ansatte er væsentlig billigere end SAS'.

Spareplanen var varslet allerede i september af koncernchef Rickard Gustafson.