SAS flyver først normalt på onsdag

Mandag og tirsdag vil være præget af aflysninger og forsinkelser efter strejke, oplyser SAS, der beklager.

Efter fire dages strejke har SAS' kabinepersonale genoptaget arbejdet. Flytrafikken forventes normaliseret onsdag. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

Tæt på alle danske kabinemedarbejdere har meldt sig klar til tjeneste i SAS efter weekendens strejke. Det er glædeligt og betyder, at kunderne snart kan se frem til normal trafik, oplyser SAS i en pressemeddelelse.

Luftfartsselskabet understreger dog, at mandagen fortsat vil være påvirket af aflysninger og forsinkelser efter den næsten fire dage lange overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt kabinepersonalet.

- SAS er kendt for at være pålidelige og punktlige, og det skal vi nu (efter strejken, red.) rette op på og give vores kunder den høje kvalitet, de forventer fra SAS, siger selskabets koncerndirektør Flemming Jensen i pressemeddelelsen.

Medarbejderne har gjort deres yderste

SAS beklager over for de berørte kunder, som ufrivilligt er blevet trukket ind i konflikten. Og selskabet konstaterer samtidig, at talrige medarbejdere har gjort deres yderste for at hjælpe kunderne.

I løbet af tirsdagen må kunderne også forvente mindre justeringer og mindre uregelmæssigheder, men fra onsdag flyver SAS med et normalt trafikprogram.

Søndag ved 19-tiden meddelte SAS de strejkende kabineansatte, at hvis de ikke mødte på arbejde mandag klokken 12, var de fyret.

Næsten alle bliver i SAS

Siden har selskabet ifølge sin egen pressemeddelelse konstant modtaget positive tilkendegivelser fra medarbejdere, som ønsker at fortsætte med at arbejde i SAS. Næsten alle af de cirka 1.300 kabinemedarbejdere har meldt positivt tilbage.

- Vi må konstatere, at der er en stor velvilje over for SAS. Vi er glade for alle de medarbejdere, som har meldt sig og ikke mindst dem, som også har løftet en kæmpe opgave og fløjet på trods af trusler fra konfliktende medarbejdere.

- SAS medarbejdere i lufthavnene og kundeservice har desuden gjort deres bedste for at tage sig af kunderne i de kedelige situationer, siger Flemming Jensen.

Strejke dyr for SAS

SAS vil samle stumperne og finde ud af, hvad den overenskomststridige strejke har kostet på bundlinjen. SAS har dog tidligere mandag oplyst til aktieanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, at regningen kan løbe op i 100 millioner kroner.

Samtidig fortsætter SAS med at overdrage fly til Cimber. SAS er klar til at drøfte eventuelle uoverensstemmelser på et møde med foreningen CAU, når trafikken igen er normaliseret.

/ritzau/