SAS-direktør tror på sorte tal trods millionunderskud

SAS-direktør er fortsat optimist trods underskud på 674 millioner kroner.

Direktør i SAS i Danmark, Flemming Jensen, mener ikke at det hele er så skidt, at der ikke er plads til optimisme. (© DR Nyheder)

Trods et underskud på 675 millioner kroner i første kvartal af regnskabsåret for SAS, er koncerndirektør Flemming Jensen optimistisk for resten af året.

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende at have et underskud på 675 millioner kroner, men resultatet er i tråd med vores egne forventninger, og vi forventer stadigvæk, at vi i år kommer til at levere et positivt resultat i år.

Der er dog også gode ting at hente i regnskabet for SAS. Omsætningen steg nemlig med seks procent til 6,8 milliarder kroner.

Flere frekvente rejsende

Flemming Jensen fremhæver desuden, at SAS oplever en stigende tilgang blandt de kunder, de satser stort på - nemlig de rejsende, der ofte flyver.

- Det produkt, vi tilbyder på de frekvente rejsende, begynder at virke positivt. Vi har en stigning på 11 procent på de rejsende, der sidder i vores pluskabine, siger Flemming Jensen.

SAS har over weekenden været ramt af en fem dage lang overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt kabinepersonalet, hvilket betød mange aflyste flyafgange.

SAS aftager Norwegian-kunder

I forbindelse med kvartalsregnskabet offentliggjorde SAS også, at arbejdsnedlæggelsen har kostet virksomheden 40 millioner kroner.

Men da SAS-konflikten blev afløst af en omfattende pilotstrejke i det norske flyselskab Norwegian, aftager SAS i disse dage en del af Norwegians kunder, der gerne vil flyve på ruter i Skandinavien.

De flere kunder glæder Flemming Jensen:

- Det er rigtigt, at vi får kunder fra Norwegian på de ruter, hvor vi flyver vinge ved vinge, og dem er vi glade for.

Hellere foruden konflikter

Flemming Jensen understreger dog også, at der er store skader ved de to konflikter.

- Det skader vores image og brand, når vi ikke kan komme ud at flyve. Overordnet set har luftfartbranchen bedre af, at der er ro og stabilitet, så folk kan komme af sted på de flyafgange, de har købt.

Strejken i Norwegian berører omkring 35.000 passagerer i Skandinavien. Over 700 piloter er gået i strejke.