Først blev der trukket for mange penge på kontoen hos Sarah Stelsig Riis. Og så ankom der en kopivare i stedet for de lækre Nike Free-sko, som hun troede, hun havde købt på nettet.
Den 31-årige SOSU-assistent fra Mors er én af tusindvis af danskere, som har oplevet at blive snydt i en nethandel.
Nethandlen i Danmark stiger med 10 milliarder kroner hvert år, og med det voksende marked, stiger antallet af svindlere på nettet også voldsomt. Webshoppen med de falske sko er blot én af de fupbutikker, som skyder op i eksplosiv fart på nettet. E-handelsfonden, der står bag e-mærket, offentliggør i dag en ny analyse, der viser at cirka 10 procent af alle webshops på dansk er svindel.
Og svindlerne bliver dygtigere og dygtigere. Hvor det tidligere var relativt let at spotte fupsider på meget ubehjælpelige oversættelser til dansk og mærkelige priser og betalingsmetoder, så er det nu i visse tilfælde umuligt at se forskel på en fupside og en helt reel webshop.
- Jeg havde noget bestemt i tankerne, nogle sko, jeg havde ønsket mig. Og da jeg så et billede af de sko, så klikkede jeg på dem og blev dirigeret ind på en side, hvor skoene så helt ægte ud. De stod oven i købet til en rigtig god pris. Jeg surfede ikke rundt på siden eller noget, jeg tænkte bare, at det var et kup, og jeg måtte slå til, forklarer 31-årige Sarah Stelsig Riis.
Ikke den ægte vare
Efter noget tid blev der trukket penge på hendes Dankort. Flere end hun skulle betale. Og tre uger efter ankom en pakke med kinesisk skrift, en hærget skotøjsæske og et par sko, som ikke var den ægte vare.
- Jeg troede bestemt, at jeg havde handlet med en dansk butik, og skoene lignede slet ikke det, jeg havde bestilt, siger Sarah Stelsig Riis.
DR's forbrugermagasin Kontant leder i aften efter bagmændene til denne og andre fupsider. Bagmænd som organiserer deres kriminalitet og ikke går af vejen for identitetstyveri, når de slører deres spor. Og sporene trækker tråde langt ud i verden, hvor politi og myndigheder har særdeles svært ved at nå dem.
- Jeg er sur og ærgerlig over, at jeg kunne falde for det, og også lidt pinlig over det. Og man føler sig nøgen, når de bare trækker penge fra ens konto, for hvad kan der ellers ske, siger Sarah Stelsig Riis, der nu søger bankens hjælp til at få sine penge tilbage.
Se Kontant torsdag aften klokken 21.00 på DR 1.