Arbejdsretten er omsider klar til at afsige dom i den spektakulære sag mellem Ryanair og LO.
Tidspunktet for dommen er ifølge DR Nyheders oplysninger sat til onsdag den 1. juli kl. 14.
Dommen vil blive afsagt i Arbejdsrettens lokaler i København, og mødet vil være offentligt.
Dermed kan der omsider sættes punktum i sagen mellem det irske lavprisflyselskab og den danske fagbevægelse. En sag, der er blevet fulgt intenst i hele den europæiske luftfartsbranche.
Må fagbevægelsen udføre sympatibokade?
Striden står om, hvorvidt fagbevægelsen må udføre sympatiblokader mod selskabet, der under stor mediebevågenhed åbnede base i Københavns Lufthavn i foråret.
Flyvebranchens Personaleunion har krævet danske overenskomster for Ryanairs personale på de danske baser i Billund og København. Men Ryanair har afvist med henvisning til, at selskabet er irsk og de ansatte derfor er ansat på irske vilkår. Ryanair mener desuden, at sagen skal bringes for EU-domstolen. Dette spørgsmål ventes Arbejdsretten også at tage stilling til.
Selv om Arbejdsretten har behandlet sagen som en såkaldt hastesag, har dommen været flere måneder undervejs og blandt andet været gennem flere forberedende retsmøder, før den endelige hovedforhandling 15. juni. Et retsmøde, der helt usædvanligt trak ud til midnat.