Ryanair - Den frække dreng i luften

Med en kold skulder til fagforbund udfordrer Ryanair den danske arbejdsmarkedsmodel. Og det er ikke første gang, selskabet er på tværs.

Det er ikke første gang, Ryanair kommer op at toppes med fagbevægelsen i Danmark og resten af Europa. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Det irske lavprisselskab Ryanair vil gerne have ruter fra Københavns Lufthavn - men ikke tale med de danske fagforbund.

Den 26. marts åbner flyselskabet tre ruter fra København - men måske bliver det uden personale til at håndtere bagage, til at fylde benzin på flyene, til at checke passagerer ind, og hvad man ellers har brug for, når man som flyselskab skal operere i en lufthavn.

Klar til sympatikonflikt

Det vil nemlig være konsekvensen, hvis LO-forbundene i Københavns Lufthavn går i sympatikonflikt for at sikre, at Ryanairs ansatte arbejder på samme vilkår som andre danske ansatte.

Ryanair har blankt afvist at forhandle overenskomst med den danske fagbevægelse, og DR Nyheder erfarer, at man internt i LO-familien har givet hinanden håndslag på, at man er klar til sympatikonflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn.

Sager over hele Europa

Og det er langt fra første gang, Ryanair kommer i clinch med reglerne for arbejdsforhold i Danmark og resten af Europa.

Så sent som i sommer greb det danske skatteministerium ind og lukkede et skattehul, der havde givet Ryanairs ansatte i Billund mulighed for at slippe for at betale dansk skat. Skattehullet betød, at de ansatte kunne klare sig på Ryanairs meget lave lønninger på ned til 10.000 kroner om måneden.

Om denne sag medfører bedre vilkår for de ansatte på selskabets base i Billund, er imidlertid højst usikkert.

Idømt millionerstatning i Frankrig

I efteråret 2013 dømte retten i franske Aix-en-Provence Ryanair til at betale ni millioner euro - godt 67 millioner kroner - i bøder og erstatning for brud på arbejdsretten. Det satte punktum for en langvarig strid mellem Ryanair og den franske stat, der netop handlede om de ansattes arbejdsforhold.

I Frankrig havde Ryanair argumenteret for, at de ansatte - selvom de havde base i sydfranske Marseilles, skulle arbejde på irske vilkår, fordi deres arbejde i praksis blev udført på irske fly og dermed irsk territorium. Det er samme argument, Ryanair bruger i forhold til de ansatte i Danmark. Men det blev altså afvist af retten i Aix-en-Provence.

Det var dog ikke uden omkostninger, når det gælder arbejdspladser i området. I vrede over sagen rykkede Ryanair-chefen Michael O'Leary allerede i 2011 de Marseilles-baserede fly og ansatte til andre europæiske byer.

Norsk sag er i gang

Også i Norge er Ryanair blevet trukket i retten. Her har en Borgarting Lagmannsrett, Norges største ankedomstol, for nyligt afgjort, at en sag om uberettiget fyring mellem Ryanair og en af deres tidligere ansatte skal afgøres ved arbejdsretten i Norge, og ikke i Irland, som Ryanair har krævet. Sagen har været i gang siden 2013 og er altså kun ved at komme i gang.

Ryanair vandt i Belgien

Omvendt kom arbejdsretten i belgiske Charleroi til den modsatte konklusion og afviste for halvandet år siden at træffe afgørelse i en sag mellem seks tidligere Ryanair-ansatte med base i Belgien. De blev henvist til at føre sagen i Irland.