En række danske kunder hos det irske flyselskab Ryanair står lige nu til at miste deres sommerferie.
Med kort varsel har lavprisgiganten aflyst alle selskabets afgange på ruten fra Københavns Lufthavn til den polske hovedstad Warszawa med virkning fra den 15. juli.
De kunder, der havde bestilt en billet til afgangen med Ryanair, har onsdag aften fået besked på, at afgangen ikke længere vil blive betjent.
- Ryanair beklager, at efter "en operationel revision" vil de følgende afgange (til Warszawa, red.) ikke længere blive betjent, skriver selskabet i en mail til de berørte kunder. En mail som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.
Den sene afgang fra København
Samtidig er det ikke længere muligt at bestille en flybillet på Ryanairs hjemmeside fra København til Warszawa med virkning fra den 15. juli.
Aflysningerne kommer efter dagens dom i arbejdsretten, hvor fagforbundet LO fik blåstemplet en arbejdskonflikt mod flyselskabet, der har en base i København. En blokade af Ryanair kan tidligst begynde om to uger, hvilket altså passer med Ryanairs aflysninger. Det er imidlertid ikke muligt for DR Nyheder uafhængigt at verificere, at aflysningerne hænger sammen med dagens afgørelse.
Når det netop er afgangen til Polen, der i første omgang bliver aflyst, så kan det hænge sammen med, at denne afgang er den sidste på dagen for Ryanairs fly, inden det sætter landingshjulene i asfalten i Københavns Lufthavn for at overnatte.
Overnattende fly forsvinder fra København
Flyselskabet har proklameret, at det agter at trække sit fly fra basen i København efter dagens afgørelse. Det betyder, at flyet altså ikke længere kan overnatte på asfalten i Kastrup. Basetilknytning til København er netop forudsætningen for, at Ryanair bliver vurderet til at operere på danske vilkår, har Arbejdsretten slået fast, og uden en base i Københavns Lufthavn, kan fagbevægelsen ikke blokere flyene i Skandinaviens største lufthavn.
Ryanair tilbyder i forbindelse med aflysningerne at tilbagebetale prisen for billetten, for de kunder, der nu ikke længere har en flyafgang at checke ind til sommerferie på. Det har man som forbruger krav på.
- De kunder, der bliver berørt af selskabets aflysninger, har krav på at få deres penge tilbage eller ombooket billetter, siger Asta Ostrowsky, seniorrådgiver hos Forbrugerrådet.
DR Nyheder har torsdag aften været i kontakt med Københavns Lufthavn. Her har man endnu ikke hørt om aflysningerne.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Ryanair.