Roskilde Bank-boss: Min styrke var kreditvurdering

Direktøren for den krakkede Roskilde Bank mener, at vurdering af udlån var hans spidskompetence, og han nægter at have gjort noget forkert.

Den pensionerede bankdirektør Niels Valentin Hansen fortsatte i dag med at sige, at han er uden skyld i Roskilde Banks krak. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

Den tidligere direktør for krakkede Roskilde Bank, Niels Valentin Hansen, var helt tilfreds med vurderingen af de udlån, der endte med at få banken til at kollapse.

Vurdering af udlån er nemlig hans styrke, fortæller han mandag ved Østre Landsret.

- Jeg havde altid siddet i Kreditudvalget (bankens øverste organ for vurdering af udlån red.). Det var altid mit ressortområde. Det var min force og min interesse, siger Niels Valentin Hansen mandag.

Linkbox

Læs også

Roskilde Banks tidligere direktør afviser alle anklager

Roskilde Bank havde enorme udlån til ejendomssektoren, hvor en stribe ejendomsspekulanter og sårbare entreprenørselskaber var blandt de største kunder.

Mange af dem blev behandlet som "presserende sager", hvor man lånte ud uden nogen dybdegående kreditvurdering. I 2005 udgjorde de "presserende sager" knap halvdelen af alle lånesager.

- Vi havde en holdning til, at vi gerne ville være en nem og god samarbejdspartner for vores kunder. Det tidsinterval, vi havde råd til, gjorde, at vi ikke kunne gå ind i en dybdegående kreditvurdering, siger Niels Valentin Hansen og tilføjer, at man kendte kunderne godt.

Hvis bestyrelsen var utilfreds med måden, bevillingerne blev håndteret på, kunne man ifølge Niels Valentin Hansen til enhver tid gøre opmærksom på det og få gjort noget ved det.

Valentin: Vi havde ekspertisen

Eksdirektøren fastholder, at der ikke var noget galt med Roskilde Banks udlån til ejendomssektoren, som han dog erkender fyldte en del i bøgerne i banken.

- Vi var ikke små på bygge- og anlægsområdet. Vi syntes, at vi havde ekspertisen til det. Og vi havde gode og sunde engagementer, men værdierne fordampede under finanskrisen, siger Niels Valentin Hansen.

Linkbox

Læs også

VIDEOGRAFIK Forstå sagen om Roskilde Bank på to minutter

Derfor kan han heller ikke se noget galt i de positive forventninger til fremtiden, som blev udmeldt i forbindelse med, at banken rejste penge hos aktionærerne i 2007.

- Alle var trygge ved, at udviklingen i verdensøkonomien ville fortsætte. Hvad andre ikke kunne se, kunne jeg heller ikke se. Det ville da også have været meget forlangt, siger Niels Valentin.

  • Sagen om Roskilde Bank udløber af bankens spektakulære krak i 2008.

  • Efter en aggressiv vækst op til finanskrisen faldt banken fra hinanden, og efterlod aktionærer og ikke mindst statens skraldeselskab, Finansiel Stabilitet, med enorme tab.

  • Niels Valentin Hansen blev som tidligere mangeårig bankdirektør af mange anset for at være hovedårsagen til de enorme tab. Bestyrelsen blev opfattet som for svag til stoppe ham.

  • Han og flere andre medlemmer af Roskilde Banks tidligere ledelse er sagsøgt for en rund milliard plus renter af netop Finansiel Stabilitet, der overtog banken efter krakket.

  • Niels Valentin Hansen og den tidligere ledelse er anklaget for at have svigtet i långivningen ved at have sat gang i voldsom vækst, ikke have haft en god nok styring på udlånet og ikke at have fulgt Finanstilsynets advarsler.

/ritzau/