Håndværkerne jublede og rengøringsselskaberne var glade, da Folketinget 1. juni vedtog en lov om, at alle kan trække 15.000 kroner fra i skat årligt, når de køber opgaver til hjemmet.
De regnede med, at opgaverne ville vælte ind. Men fradraget har ikke haft den store effekt - endnu.
Det står i stærk modsætning til 2009, hvor der blev afsat 1,5 milliarder kroner til en renoveringspulje. Her gik puljens internetside ned, fordi for mange klikkede sig ind for at søge penge.
Håndværksrådet fortrøstningsfuldt
Men i dag er der langt mellem de kunder, der hyrer håndværkere med henvisning til det nye fradrag.
Politisk chef i Håndværksrådet, Frank Korsholm, tror dog nok, det skal komme:
- Jeg er meget positiv over for ordningen. Det kommer til at gå stille og roligt. Fradraget gælder jo året ud og hele næste år, siger Fransk Korsholm.
Han stoler på, at der kommer gang i ordningen, når både forbrugere og håndværkere har indstillet sig på muligheden for at opnå fradrag.
- Og hvis der mod forventning ikke kommer flere kunder til håndværkerne, så er der ikke sket nogen skade, siger Frank Korsholm.