Retsdokumenter: Dansk politi efterforsker finanshus for massiv svindel

Tre personer og et selskab er under efterforskning for svindel for over en halv milliard kroner, viser dokumenter.

Dansk politi er stadig i gang med efterforskningen af udbyttesagen, kan DR Nyheder nu fortælle.

Når Retten i Glostrup inden årets udgang beslutter, om Sanjay Shah skal kendes skyldig i svindel for over ni milliarder kroner, er det den foreløbige kulmination i danmarkshistoriens største bedragerisag, udbyttesagen.

Men selv om det nu er ni år siden, at alle alarmklokker lyste rødt i det daværende Skat, og man opdagede, at milliarderne var fosset ud af statskassen og lige ned i foret på formodede udenlandske svindlere, så er alle dele af udbyttesagen efter alt at dømme endnu ikke færdigefterforsket.

Dokumenter fra High Court i England og Wales fra april i år viser nemlig, at National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der er en enhed hos dansk politi, stadig arbejder med sagen.

Konkret efterforsker NSK et britisk finanshus med navnet ED&F Man Capital Markets og tre af dets tidligere, ledende medarbejdere for svindel med udbytteskat for mere end halv milliard kroner, viser dokumenterne.

Selskabet og de tre personer efterforskes konkret for anklager, der relaterer til, at der ’i perioden fra 2012 til 2015 i 421 tilfælde har været foretaget svigagtige udbytterefusioner til en værdi af 573 millioner kroner’, lyder det i retsdokumentet.

ED&F Man, der i dag hedder MCML Ltd. skriver i en mail til DR Nyheder, at selskabet nægter at have 'begået nogen form for svindel'.

Du kan læse mere om refusion af udbytteskat i grafikken herunder.

Storbanker involveret i mulig svindel

ED&F Mans rolle i den formodede svindel kom første gang til offentlighedens kendskab i 2018, da DR Nyheder kunne fortælle om en hemmelig liste med udenlandske storbanker, der var involveret i mulig svindel med dansk udbytteskat.

Helt konkret kunne DR Nyheder afsløre, at det var statens advokat, Kammeradvokatens, vurdering, at ED&F Man havde leveret fejlagtig dokumentation til små amerikanske pensionsordninger, som dermed havde fået udbetalt de mere end en halv milliard kroner.

De amerikanske pensionsordninger havde nemlig ifølge Kammeradvokaten aldrig ejet en eneste dansk aktie og havde derfor aldrig betalt udbytteskat. Derfor kunne udbytteskat selvsagt ikke betales tilbage.

ED&F Man Capital Markets nægtede dengang at have gjort noget galt, og i et skriftligt svar lød det, ’at ED&F Man Capital Markets er blevet utilsigtet trukket ind i et vidtrækkende krav fra de danske skattemyndigheder.’

Her refererer selskabet til, at de danske skattemyndigheder har stævnet finanshuset for at få de mere end en halv milliard kroner tilbage i statskassen.

Den sag er stadig i gang ved de britiske domstole. Ligeledes har skattemyndighederne rejst en række andre civile sager i USA mod en række selskaber, der var kunder hos ED&F Man.

Men sideløbende har dansk politi uafhængigt af skattemyndighederne ikke opgivet at undersøge, om finanshuset og de tre ledende medarbejdere også kan gøres strafferetsligt ansvarlige ved en domstol.

Forskellen på de to spor er, at en straffesag potentielt kan føre til en fængselsstraf og en bøde. I det civile spor kan domstolen maksimalt nå frem til, at pengene skal betales tilbage.

De konkrete oplysninger om den strafferetslige efterforskning har ikke været fremme før nu i den danske offentlighed, og det er ligeledes ikke kommet frem, at dansk politi har tre tidligere ledende medarbejdere fra selskabet i søgelyset.

Dansk og tysk politi i koordineret aktion

Men nu kaster retsdokumenterne fra Storbritannien lys på dansk politis årelange efterforskning af finanshuset.

ED&F Man kom ifølge dokumenterne første gang i myndighedernes søgelys i 2016, og den konkrete efterforskning blev påbegyndt i maj 2018 efter en anmeldelse fra det daværende Skat.

- Efterforskningen har vist, at de mistænkte - enten dem selv eller ved instruktion af andre - har sendt misledende dokumentation til det danske skattevæsen - hvilket fik dem (SKAT, red.) til at tro, at 36 amerikanske/canadiske pensionsplaner (mindre pensionsordninger, red.) var de reelle ejere af aktierne og havde fået tilbageholdt skatten på udbytte, skriver den britiske dommer i sin gennemgang af den danske efterforskning.

- Det danske skattevæsen stolede på dokumentationen. Som et resultat af det, så blev refusionen betalt til ED&F Man, selv om der ikke var ejet aktier, lyder det videre.

I dokumentet fremgår det også, at de tyske myndigheder har mistænkt det samme selskab og samme personkreds for svindel med udbytteskat for mere end fire milliarder kroner. Derfor samarbejder Danmark og Tyskland om efterforskningen.

Og netop det samarbejde danner grobund for, at detajler om efterforskningen er kommet frem ved den britiske domstol.

28. september 2022 foretog britisk politi på vegne af Tyskland og Danmark en ransagning af ED&F Mans adresse, hvor der blev beslaglagt materiale. Desuden foretog de ransagning af en af de tidligere ledende medarbejderes private hjem, viser dokumenterne.

Men hverken ED&F Man eller den tidligere ledende medarbejder mener, at ransagningen var lovlig og har i fællesskab anlagt en sag ved retten for at få ransagningen erklæret ugyldig.

Det er altså i behandlingen af denne sag, at en britisk dommer i en kendelse har løftet sløret for den omfattende politiefterforskning.

Ved behandlingen af sagen i High Court i England og Wales kom en dommer frem til, at ransagningen var lovlig, og hun afviste samtlige otte klagepunkter.

Sidenhen har ED&F Man og den tidligere medarbejder forsøgt at få tilladelse til at anke spørgsmålet til Højesteret. Det blev afvist i en kendelse fra juni, men sagen er endnu ikke færdiggjort ved domstolen, fremgår det af dokumenterne.

Det er derfor uvist, om dansk og tysk politi har fået udleveret det beslaglagte materiale.

DR Nyheder har sendt en række spørgsmål til National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om efterforskningen. Politiet skriver kortfattet i en mail.

- Vi kan hverken be- eller afkræfte en sådan efterforskning.

DR Nyheder har også bedt ED&F Man om en kommentar og spurgt, om selskabet er sigtet for svindel med udbytteskat i Danmark. Det svarer selskabet ikke konkret på.

- Der er ikke rejst nogen straffesag mod selskabet, som benægter at have begået nogen form for svindel, skriver ED&F Man i en mail.

Fik kæmpebøde i Storbritannien

Mens der altså hverken er faldet en afgørelse i den civile eller den potentielle straffesag, så har ED&F Man fået en kæmpe bøde af det britiske finanstilsyn (FCA) for sin rolle i udbyttesagen.

I juni sidste år gav tilsynet ED&F Man en bøde på 17,2 millioner pund - 150 millioner kroner.

- MCM (ED&F Man, red.) faciliterede et signifikant antal handler med det formål at lave illegitime skatterefusioner fra Danmark og tjente et signifikant beløb selv. Det er komplet uacceptabelt, at autoriserede selskaber tjener penge på den form for handel, sagde Therese Chambers fra FCA dengang.

FCA har også givet flere andre bøder i relation til sagen. Ingen af dem har dog være i samme størrelsesorden.

DR Nyheder har uden held forsøgt at få en kommentar fra de tre tidligere ledende medarbejdere.