- Er der ikke engang plads til os sagsøgte, det er sgu for dårligt, siger Ib Mardahl-Hansen lettere sarkastisk, mens han spejder efter en ledig plads i Østre Landsrets lokaler på Fremtidsvej 1 i Søborg.
Og der er trangt med pladser. På de forreste fem rækker har advokaterne sat sig i deres sorte og bordeaux kapper, bag dem sidder pressen, og allerbagerst er der to rækker til tilhørere. Og så er salen faktisk stort set fuld.
Ib Mardahl Nielsen sætter sig ved siden af sin advokat på fjerde række. Sammen med syv andre fra Roskilde Banks top, bankens revisionsselskab, Ernst & Young, og to af selskabets revisorer, er han sagsøgt i det, der betegnes som et historisk retsopgør. Roskilde Bank-sagen.
30.000 dokumenter indgår i sagen
Kort inden dørene blev åbnet til den specialbyggede retssal, slæbte advokater den ene flyttekasse efter den anden ind i de tilstødende kontorer.
I kasserne ligger sagens akter; mere end 30.000 dokumenter, med hvilke Finansiel Stabilitet forsøger at bevise, at det var menneskelige fejl og ikke finanskrisen, der var skyld i, at Roskilde Bank krakkede for syv år siden.
Bag sin rollator, på den bagerste række, sidder Ole Bjørn Nielsen.
- Jeg kunne ikke lade være med at møde op, fortæller han, da vi møder ham i pausen.
Det samme siger et par af de andre tilhørere, som DR Nyheder har talt med. Nogle har mistet millioner af kroner på Roskilde Banks krak, andre – for eksempel Ole Bjørn Nielsen – kræver blot, at et ansvar bliver placeret. Og det mener Ole Bjørn Nielsen skal ligge hos hans tidligere bankkolleger.
Ole Bjørn Nielsen sad nemlig selv i bestyrelsen i flere år, men i 1998 tog han sit gode tøj og gik. I protest.
- Jeg gik i afmagt, for jeg ønskede ikke at være ansvarlig for, at så mange tusind aktionærer skulle lide et så skrækkeligt tab. Det kunne jeg ikke bare sidde og nyde, siger han.
Dommer: Der vil være plads til humor
I den anden ende af den rektangulære sal – cirka 40 meter fra Ole Bjørn Nielsen – sidder sagens dommer.
Han gør det med det samme klart, at denne sag er en stor sag. Ikke kun på grund af det historiske søgsmål på en milliard kroner, men også på grund af sagens mange akter og betydning for samfundet.
Syv år har den været undervejs.
- Det har været hårdt for de sagsøgte, men også for advokaterne. Men der skal være plads til humor i salen. Humor er ikke udtryk for mangel på respekt for de sagsøgte. Tværtimod, men det er nu engang sådan, at en sag afvikles bedst, hvis den afvikles i en vis form for fordragelighed, siger dommeren, der dermed sætter tonen for de 117 retsdage, som er afsat.
Sagsøgt: Sagen har fyldt for meget
I retten er det kun tre af de sagsøgte, der er mødt op. Ud over Roskilde Banks tidligere bestyrelsesmedlem Ib Mardahl-Hansen har den tidligere næstformand for bestyrelsen, Niels Krüger, og det tidligere bestyrelsesmedlem Peter Müller sat sig til rette på anklagebænken.
De virker fattede. Men de sidder også mellem et hav af advokater, mens sagsøgeren, Finansiel Stabilitet, er repræsenteret med få mand.
Advokaten for Ernst & Young og de to revisorer, Georg Lett, siger, at han er meget fortrøstningsfuld. Det samme siger Ib Mardahl-Hansen:
- Jeg er glad for, at sagen er gået i gang af den indlysende grund, at den så snart er færdig. For den fylder alt for meget. Jeg skulle have nydt solnedgange, Mozart og mine børnebørn, men i stedet skal jeg deltage i det her, siger Ib Mardahl-Hansen, som er overbevist om, at han ikke bliver dømt.
Bankdirektør kaldes skamløs og følgagtig
Så nemt håber de knap 33.000 aktionærer, som sammenlagt har mistet syv milliarder kroner ved bankkrakket, dog ikke det går.
Og slet ikke Ole Bjørn Nielsen. Han retter en skarp kritik af bankdirektør Niels Valentin Hansen, som også spiller en central figur i Finansiel Stabilitets søgsmål.
- Jeg kan beskrive bankdirektøren med to ord: skamløs og følgagtig, siger Ole Bjørn Nielsen.
Niels Valentin Hansen er ikke mødt op i retten, og det har derfor ikke været muligt at få en udtalelse fra ham.